Fårup Sommerland har haft 664.213 gæster i 2026.
Oktober satte ny besøgsrekord, og næste år bliver det med nye trætophytter og uden parkens velkendte sørøverskib.
Trods en svær start på året kan Fårup Sommerland lukke sæsonen med et resultat blandt de bedste i parkens historie. Hele 112.522 gæster besøgte parken på de sidste 13 åbningsdage i oktober. Dermed blev sidste års oktoberrekord på 108.588 gæster slået.
Ifølge parkens foreløbige opgørelse nåede det samlede besøgstal op på 664.213 gæster. Det er blot 590 færre end i 2023, der indtager tredjepladsen på listen over parkens bedste sæsoner. Den stærke afslutning kommer efter en udfordrende forsæson, hvor dårligt vejr blandt andet tvang parken til at holde lukket en enkelt dag på grund af en orkan.
Sørøverskibet skal væk
Samtidig har Fårup Sommerland offentliggjort ændringer for 2027. Det ikoniske sørøverskib, der har været en del af parken siden 1990'erne, skal udskiftes som led i en større forandring af Skattejagten.
- Sørøverskibet har været rammen om utallige familieminder i Fårup, og det er ikke en beslutning, vi har taget let på, siger administrerende direktør Niels Jørgen Jensen.
Parken udvider desuden overnatningsmulighederne med nye trætophytter, der efter planen står klar til sæsonstart i 2027. Udvidelsen kommer efter stor efterspørgsel på overnatninger. Hotel Fårup var blandt andet udsolgt under efterårsferien.