Sundhed.dk lancerer i dag den 22. oktober et nyt tilbud kaldet Bedre trivsel.
Her kan voksne få gratis hjælp til lettere psykisk mistrivsel gennem øvelser og digitale selvhjælpsforløb.
Har du svært ved at sove, føler dig stresset eller oplever, at bekymringerne fylder for meget i hverdagen?Så er der nu mulighed for at få gratis hjælp på sundhed.dk.
Torsdag den 22. oktober lanceres det nye tilbud Bedre trivsel, som henvender sig til voksne over 18 år med lettere psykisk mistrivsel. Tilbuddet indeholder digitale selvhjælpsforløb, konkrete øvelser og viden, der kan hjælpe med at håndtere hverdagens psykiske udfordringer.
Det kræver hverken en diagnose eller en henvisning fra lægen.
Hjælp i dit eget tempo
I første omgang fokuserer tilbuddet på stress, bekymringer og tristhed. I november bliver det udvidet med indhold om søvnproblemer.
- Hos ’Bedre trivsel’ kan du finde gratis selvhjælpsforløb og øvelser, som du kan bruge i dit eget tempo, siger Tor Juul Groth, digital produktleder i Center for Digital Psykiatri.
Tilbuddet er udviklet af sundhed.dk og Center for Digital Psykiatri. Selvhjælpsforløbene erstatter ikke behandling af psykiske sygdomme. Personer med behov for yderligere hjælp bliver i stedet vejledt om mulighederne hos eksempelvis egen læge eller psykiatrien.
Målet er, at 20.000 danskere har påbegyndt et selvhjælpsforløb i løbet af 2027.