Retten i Helsingør har idømt en 45-årig mand 12 års fængsel for en række seksuelle overgreb mod mindreårige piger.
Blandt ofrene var hans to plejebørn, der var mellem to og fire år.
Manden nægtede sig skyldig i overgrebene og har anket dommen.
En 45-årig mand fra Helsingør er i dag onsdag den 21. oktober blevet idømt 12 års fængsel for blandt andet flere voldtægter af sine to plejebørn og seksuelle overgreb mod sin datters veninder. Det fremgår af en meddelelse fra Retten i Helsingør.
De to plejebørn var blot mellem to og fire år, da overgrebene fandt sted. Også to veninder til mandens datter blev udsat for seksuelle overgreb. Sagen begyndte, da en af datterens veninder anmeldte manden til politiet for grooming og blufærdighedskrænkelse.
Under den efterfølgende efterforskning gennemgik politiet mandens elektroniske udstyr. Her fandt efterforskerne seksuelt overgrebsmateriale med børn, herunder billeder af hans plejebørn og datterens veninder.
Nægtede overgrebene
Manden var tiltalt for i alt 52 forhold, herunder flere voldtægter, grooming og blufærdighedskrænkelse. Han erkendte besiddelse af blandt andet seksuelt overgrebsmateriale med børn, men nægtede sig i øvrigt skyldig.
Som forklaring på billederne hævdede han, at han havde fotograferet børnene i forskellige situationer og efterfølgende manipuleret billederne digitalt. Retten fandt ham imidlertid skyldig i en lang række seksuelle overgreb.
Blandt andet blev han dømt for flere tilfælde af voldtægt af sine to plejebørn og gentagne seksuelle overgreb mod en af datterens veninder, der var mellem 12 og 14 år. Overgrebene fandt ifølge retten sted i mandens hjem, i forbindelse med ophold i hans sommerhus og under ferier i udlandet, hvor han havde inviteret pigerne med.
Han blev frifundet for ét af de forhold om voldtægt, som han var tiltalt for.
Dommerne uenige
Anklagemyndigheden havde krævet mindst 12 års fængsel. Ved strafudmålingen lagde retten blandt andet vægt på børnenes meget unge alder, antallet af ofre og den lange periode, overgrebene havde fundet sted over.
Det indgik også som en skærpende omstændighed, at manden havde en særlig tillidsrelation til børnene, og at han havde optaget og opbevaret billeder af overgrebene. Sagen blev behandlet som en nævningesag, hvor dommerne var enige om skyldsspørgsmålet. Tre stemte for 14 års fængsel, mens ni stemte for 12 år.
Den 45-årige mand har valgt at anke dommen.