Sex & Samfund har åbnet et nyt rådgivningstilbud om kvindesundhed.
Kvinder i Region Hovedstaden kan få gratis sundhedsfaglig vejledning både fysisk, telefonisk og online.
Smertefulde menstruationer, gener i overgangsalderen eller smerter ved sex. Det er nogle af de problemer, kvinder nu kan få gratis rådgivning om hos Sex & Samfund.
Organisationen åbnede i går onsdag et nyt tilbud med støtte fra Region Hovedstaden. Her kan kvinder få hjælp til at forstå deres symptomer og finde ud af, om de bør søge læge eller anden behandling.
- Alt for mange kvinder går rundt med smerter og gener, som de enten ikke får hjælp til eller måske slet ikke ved, at de kan få hjælp til, siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
Skal hjælpe kvinder videre
Rådgivningen omfatter også spørgsmål om seksualitet, graviditet og fødsel. Tilbuddet erstatter ikke lægeundersøgelser eller behandling, men skal hjælpe kvinder med at finde den rette vej i sundhedsvæsenet.
Samtalerne kan foregå fysisk hos Sex & Samfund på Lergravsvej 57 i København, telefonisk eller virtuelt, og det er gratis for kvinder bosat i Region Hovedstaden.