En 33-årig mand er blevet sigtet for blufærdighedskrænkelse efter en episode i en saunaklub i Solrød.
Manden erkendte ifølge politiet at have optaget billeder og video af en kvinde i et udendørs bad.
En tur i saunaklubben i Solrød fik en ubehagelig drejning, da en mandlig gæst opdagede, at en anden mand tilsyneladende filmede kvinder, mens de klædte om.
Klokken 16.43 blev Midt- og Vestsjællands Politi kontaktet af gæsten, som havde bemærket den mistænkelige adfærd i saunaklubben på Østre Strandvej. Politiet sendte en patrulje til stedet, hvor betjentene fik kontakt til en 33-årig mand.
Ifølge politiet erkendte manden, at han havde både billeder og video af en kvinde, som stod under et udendørs bad i saunaklubben.
Den 33-årige blev sigtet for blufærdighedskrænkelse, og politiet beslaglagde hans mobiltelefon.