Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser kandidater til politikredsens årlige forebyggelsespris.
Både ildsjæle, foreninger og projekter kan komme i betragtning. Prisen uddeles i foråret 2027.
Kender du en lokal ildsjæl, en forening eller et projekt, der gør en forskel i kampen mod kriminalitet? Så vil Midt- og Vestsjællands Politi gerne høre fra dig.
Politikredsen har åbnet for indstillinger til sin årlige forebyggelsespris, der hædrer initiativer, som hjælper med at forhindre kriminalitet eller beskytter mennesker mod at blive ofre for forbrydelser.
- Hvis man har kendskab til et projekt, et initiativ eller en ildsjæl, der gør en god indsats på forebyggelsesområdet, så er det nu, at man kan indstille vedkommende til prisen, siger politidirektør Andreas Langsted.
Mange slags indsatser
Prisen kan gå til mange forskellige typer indsatser. Det kan eksempelvis være arbejde i kommuner, boligselskaber eller idrætsforeninger. Indsatsen kan både handle om at forhindre kriminalitet og om at beskytte bestemte grupper, herunder børn, unge og ældre, mod at blive udsat for forbrydelser.
Det afgørende er, at projektet hører hjemme i Midt- og Vestsjællands Politis område.
- Det er vigtigt arbejde, der fortjener et stort fokus. Prisen er vores forsøg på at give et skulderklap til dem, der driver de forebyggende projekter, siger politidirektøren.
Sidste års vinder hjalp voldsramte
Sidste år gik prisen til projektet Ud af volden - ind i livet fra Hegnetslund Krisecenter i Køge. Projektet hjælper mænd og kvinder, der har været udsat for vold i parforholdet, videre gennem rådgivning, vejledning og støtte.
Den næste pris bliver overrakt ved et arrangement på Roskilde politistation i foråret 2027.
Har man et forslag til en kandidat, kan indstillingen sendes til politiet på Mvsjl@politi.dk.