To kunstværker skal udfordre forestillingerne om ordblindhed og vise andre sider af livet med dysleksi.
Værkerne bygger blandt andet på personlige fortællinger fra mennesker i alderen 9 til 70 år.
At være ordblind forbindes ofte med udfordringer i skolen og problemer med at læse og skrive. Men hvad med de erfaringer og styrker, som ordblinde udvikler undervejs?
Det spørgsmål har kunstner Julie Nymann arbejdet med i to kunstværker, der nu får permanent plads på Københavns Professionshøjskole i København. Julie Nymann er selv ordblind og står bag værkerne Fordelene ved at være ordblind og Vi er stolte ordblinde.
I det første værk, der er en lydinstallation, har hun samlet personlige fortællinger fra mere end 80 mennesker med dysleksi. Deltagerne er mellem 9 og 70 år og fortæller om deres erfaringer med ordblindhed, deres måde at lære på og de strategier, de har udviklet gennem livet.
Det andet værk undersøger de ord og forestillinger, som præger samfundets syn på ordblindhed.
Skal bruges i undervisningen
Københavns Professionshøjskole har købt kunstværkerne med støtte fra Augustinus Fonden, der har bevilget 724.865 kroner. Statens Kunstfond har desuden støttet skitseprojektet.
Værkerne skal ikke blot hænge som udsmykning. De skal også kunne bruges i undervisningen af blandt andre kommende lærere og pædagoger. Tanken er, at kunsten kan give anledning til samtaler om ordblindhed, inklusion og forskellige måder at lære på.
Tirsdag den 27. oktober bliver værkerne præsenteret ved en fernisering på Københavns Professionshøjskoles Campus Carlsberg.