En 64-årig mand er blevet idømt 50 dages ubetinget fængsel efter at være væltet i en TukTuk med en promille på 2,45.
Manden havde i forvejen mistet førerretten, og køretøjet var hverken registreret eller forsikret.
En køretur i en TukTuk ved Jyderup har fået alvorlige konsekvenser for en 64-årig mand fra Kalundborg-egnen.
Manden væltede i juni sidste år med det trehjulede køretøj, mens han havde en promille på hele 2,45. Han var desuden allerede frakendt førerretten, og hans TukTuk var hverken registreret eller forsikret.
Nu er manden blevet idømt 50 dages ubetinget fængsel og en bøde på 2.000 kroner. Det oplyser Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjælland.
Dommen betyder også, at den 64-årige får yderligere 10 års frakendelse af førerretten. Samtidig har han fået konfiskeret sin TukTuk.
Manden har valgt at tage betænkningstid til at overveje, om han vil anke dommen.