Blå Kors Danmark har modtaget over 6.880 ansøgninger om julehjælp på årets første ansøgningsdøgn.
Det er flere end nogensinde før.
Økonomisk trængte børnefamilier kan søge om et gavekort på 700 kroner frem til 19. november.
Der er stadig to måneder til jul, men allerede nu søger tusindvis af danske børnefamilier hjælp til at få råd til julemad og gaver.
Blå Kors Danmark har modtaget 6.880 ansøgninger om julehjælp i løbet af de første 24 timer, efter organisationen tirsdag åbnede for årets ansøgninger. Det er rekord og en markant stigning fra sidste år, hvor mere end 5.000 familier søgte i løbet af det første døgn.
Generalsekretær Morten Skov Mogensen er bekymret over den store efterspørgsel.
- Ansøgningerne begyndte at tikke ind, så snart vi åbnede for julehjælpen. Vi møder mange familier, hvor økonomien i forvejen er presset af udgifter til helt almindelige fornødenheder, siger han.
Han peger på, at julens ekstra udgifter allerede fylder hos familier, der har svært ved at få hverdagsøkonomien til at hænge sammen.
700 kroner til julemad og gaver
Julehjælpen består af et gavekort på 700 kroner til Lidl, som familierne kan bruge på mad og julegaver. Hjælpen er målrettet økonomisk trængte børnefamilier med hjemmeboende børn under 18 år, hvor forældrene modtager overførselsindkomst.
- De fleste forældre ønsker at give deres børn en god jul med de traditioner, der hører til. En julemiddag, en gave under træet og tid til at være sammen. Med julehjælpen vil vi gerne være med til at gøre det muligt for flere familier, siger Morten Skov Mogensen.
I 2025 modtog Blå Kors Danmark samlet over 23.000 ansøgninger om julehjælp.
Familier, der ønsker at søge i år, kan gøre det frem til torsdag den 19. november klokken 12.00. Ansøgerne får besked senest den 17. december.