En 26-årig mand blev torsdag eftermiddag anholdt på Aarhus Syd Motorvejen.
Han var angiveligt gået ud i midterrabatten for at samle urter, men skabte undervejs farlige situationer for trafikanterne.
En tur efter urter fik torsdag eftermiddag en noget usædvanlig afslutning for en 26-årig mand fra Aarhus.
Han blev anholdt, efter at han havde bevæget sig ud i midterrabatten på Aarhus Syd Motorvejen ved Rugholmvej i Viby J. Det oplyser Østjyllands Politi.
Klokken 16.40 modtog politiet den første anmeldelse om en ung mand, der gik rundt i midterrabatten. Anmelderen oplyste samtidig, at manden havde en kniv. Kort efter kom flere anmeldelser, da mandens færden på motorvejen fik bilister til at bremse op og skabte potentielt farlige situationer.
Krydsede motorvejen for at finde urter
Ifølge politiet var den 26-årige angiveligt kommet cyklende til området via Brabrandstien. Han havde parkeret sin cykel ved en skrænt og derefter krydset nødsporet og to vejbaner i sydvestgående retning for at komme over til midterrabatten. Her var formålet angiveligt at finde urter.
En politipatrulje fik kort efter kontakt til manden, som blev sigtet for ulovligt at opholde sig på motorvejen som fodgænger.
Ved en visitation fandt betjentene desuden en kniv på ham.
Den 26-årige blev anholdt og kørt til politistationen for at blive afhørt.