Der er udsigt til alle byens tårne fra Kim Simonsens kontor i HK's hovedkontor på Islands Brygge i København.
"Det kontor, jeg havde før, var bedre," siger forbundsformand Kim Simonsen og smiler, mens han kigger ud over byens tage, som forsvinder i vintertågen.
"Det lå helt ud til kanten," siger han og peger over mod den anden side af huset.
Formandens kontor ligger på femte sal i HK Danmarks hovedkvarter på Islands Brygge - landets andenstørste fagforening, kun overgået af 3F i medlemsantal.
Kim Simonsen sidder i den store glasbygning til "en fed hyre," som han selv siger. Men sådan har det ikke altid været.
Moderen frygtede arbejdsløshed
"Meget af min opvækst hat været med min mor og min storebror under de vilkår, det er at være enlig mor i 60’erne, både hvad det giver af indkomst og forkælelsesmuligheder," fortæller han.
Han har siddet på posten som formand for de over 300.000 handels- og kontoransatte siden 2008. Inden da var han formand for de kommunalt ansatte HK’ere. Erfaringerne fra Kim Simonsens barndom i Grenå trækker linjer helt frem til i dag.
"En af de ting, min mor var allermest bange for, var at blive arbejdsløs, fordi hun var alene med os. En af de ting, som folk i dag er allermest bange for, det er at blive arbejdsløs. Så på den måde er der desværre nogen ting i verden, som over tid altid vender tilbage."
Den fodboldglade far til to teenagebørn har altid arbejdet – og han har altid engageret sig, lige siden han var barn.
"Jeg er født med, at man skal have et arbejde," siger han.
"I den familiebaggrund jeg kommer fra, så er der ikke nogen, der har brudt den sociale baggrund – indtil min generation i hvert fald."
Knækkede halse på duerne
Som dreng hjalp ham og hans bror til hos oldefaren, og knækkede halse på duerne i oldefaderens dueslag. De blev solgt for at supplere den ydmyge indkomst fra tjansen som mælkechauffør – et hårdt arbejde, som var dårligt betalt. Senere gik de til hånde hos morfaren, som var autolakerer, og kravlede ned i benzin- og mælketanke for at gøre dem rent.
Det var ikke sociale revolutioner eller dommedagsbegivenheder, der vækkede Kim Simonsens sociale engagement.
Det var til gengæld morfarens tidlige død på grund af en arbejdsskade. Det var moderens kamp for at holde sammen på familien på en indkomst. Og det var hans egen brors vanskeligheder ved at klare sig uden en uddannelse.
"Jeg har ikke været rørt af en eller anden, der har skubbet til mig. På den måde er det faktisk røvkedeligt. Jeg er kommet fra fattige kår og har måttet klare mig selv, og det prøver jeg så på at hjælpe lidt til med, så der ikke er så mange flere, der kommer fra så fattige kår," siger han.
Og det er arbejdet for mennesker, der har lagt grunden for hans fagforeningsarbejde.
"Der er nogen der har det godt, og lad dem flyve oppe i den blå luft og flyve til Thailand på juleferie. Men det er fandeme dem, der er nede ved grunden og bunden, som det grundlæggende handle om at hjælpe videre."
Kim eller Kaos!
Kim Simonsens mor var selv HK'er, og det smittede af på sønnen. Han siger selv, at han aldrig har været aktiv i nogen ting, hvor han har været nydende uden at være ydende.
I folkeskolen betød det elevrådet og DSU. Efter folkeskolen kom Kim Simonsen på handelsskole, gymnasiet var der ikke råd til. Bagefter ville han gerne ud og arbejde med tal, så han søgte en praktikplads i Djursland Bank. Men selvom den tal-glade socialdemokrat kom til samtale, så fik han ikke jobbet.
"Måske fik jeg det ikke, fordi jeg holdt et fint foredrag om, hvorfor bankerne skulle nationaliseres og hvorfor de tog for meget i renter," siger han.
Han endte i Grenå Kommunet, hvor han blev færdiguddannet i 1981, og arbejdede hos skattevæsnet i Grenå indtil 1988. Men inden da stod den på mere socialt og politisk engagement. I 1985 blev han valgt ind i byrådet i Grenå for Socialdemokraterne under parolen 'Kim eller Kaos!' Han var det yngste byrådsmedlem i Grenå.
Senere blev han det yngste sektorbestyrelsesmedlem, den yngste næstformand og så den yngste formand i HK- kommunal. Men selvom han altid har været fremme i skoene, er han ikke specielt interesseret i rampelyset – tværtimod.
"Jeg bryder mig faktisk ikke særligt meget om den her persondyrkelse. Selv Blå Bog er holdt op med at ringe, fordi jeg bliver ved med at sige nej til at være med," siger Kim Simonsen, som også har sagt nej til at medvirke i Vild med Dans.
Kysser stadig på den samme sygeplejerske
Den dag i dag spiller familien en stor rolle i Kim Simonsens faglige liv. Det betyder noget, at der er tid til familien, som bor i et stort bofællesskab i Humlebæk.
"Vi er ikke supermennesker, vi arbejder rigeligt og vi får da også en fed løn, det er slet ikke det. Jeg har teenagebørn, og de er sgu ikke anderledes end nogen andre teenagebørn. Så det kræver jo, at man også en gang imellem er hjemme. Hvis man kun arbejder og deltager i møder, så ved man jo ikke hvad der sker i en almindelig familie."
Det er nemmere sagt end gjort, når det meste af tiden går med arbejde. Det har i perioder været et puslespil at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen.
"Da Karen Sofie var natsygeplejerske ude på Hvidovre, kørte vi hårdt efter den med, at "når far kommer hjem, så er mor lige gået". Jeg skulle love at komme hjem senest 22.30, og så skulle hun love at komme hjem senest 7.30, så jeg kunne nå at aflevere inden arbejdet, siger Kim Simonsen.
Selvom han med sine egne ord er velsignet med en kone, der har stor forståelse for arbejdets krav, har han trukket rimelig meget på den konto.
"Fagforeningsarbejdet, familieliv og små børn på det her niveau. Det hænger ikke sammen. Men jeg kysser da stadig på den samme som i 1981, så på den måde er der et eller andet, der har hængt sammen alligevel."
Engang imellem finder han endda tid til at cykle – hans store hobby ved siden af familien, drengeklubben og så selvfølgelig arbejdet. Og heldigvis er formandsarbejdet hans store kærlighed næst efter familien.
"Jeg har et utroligt privilegeret job. Dels behandler HK mig særdeles godt, og dels er jeg så heldig, at jeg får lov til at arbejde med noget, der interesserer mig rigtigt meget. Ellers skal du ikke gøre det her. Det kan jeg godt sige dig."
Glad igen om 22 år
Men glæden ved arbejdet betyder ikke, at Kim Simonsen ikke har haft lyst til at smide håndklædet i ringen. Sidste gang det skete, var da trepartsforhandlingerne brød sammen i sommer. Kim Simonsens frustration kan ikke overdrives.
"Bagefter sendte en ven mig en mail, hvor han spurgte, hvornår jeg blev i godt humør igen. Så svarede jeg så tilbage "om 22 år". For magen til shit, at man ikke kan komme igennem til de trepartsforhandlinger. Så kan det også være lige meget, ikke?"
Men spørger man den travle formand, om han ville gøre noget anderledes i hans efterhånden lange liv i fagforeningens tjeneste, så er han ikke i tvivl.
"Så skulle jeg have taget mig mere af min familie. Det er der ikke nogen tvivl om. Jeg har jo ikke haft et dårligt liv, så hvis der var noget, jeg skulle lave om, så var det det."
Avisen.dk har mødt de danske fagbosser til en snak om deres historie. Få den her.