I de seneste 20 år har latinamerikanske lande forstået at gøre indhug i fattigdom. Især lønningerne er gået op og lighed er forbedret. Og det trods den internationale krise.
Antallet af fattige er faldet fra knap halvdelen af befolkningen til under en tredjedel. I dag er kun 12,3 procent ekstremt fattige imod 22,6 procent dengang rapporterer FNs økonomiske kommission for Latinamerika og Caribien, ECLAC.
Rapporten fastslår, at udviklingen vil fortsætte, men at de høje fødevarepriser gør indhug i den lidt højere husstandsindkomst.
Økonomiske politik
Løsningen har udover højere lønninger til de fattigste også været bevidste sociale investeringer fra myndighedernes side. Modsat andre lande har landene i Latinamerika øget deres offentlige investeringer til gavn for beskæftigelsen.
Der er stadig lang vej til almindelig velstand trods fremskridtene. Kun fire arbejdere ud af 10 i de undersøgte lande gar et socialt sikkerhedsnet, mens flertallet bestående af kvinder, ældre og arbejdere på landet stadig arbejder udenfor et sociale system.
Op og ned
De mest bemærkelsesværdige fremskridt er sket i Peru, Ecuador, Argentina, Uruguay og Colombia. Kun i Honduras og Mexico går antallet af fattige den gale vej.
I bunden af listen af landes investeringer i sine befolkninger ligger Bolivia, Ecuador, Guatemala, Honduras, Nicaragua og Paraguay. De bruger ikke over $300 pr. indbygger om året. Lande som Cuba, Uruguay og Trinidad & Tobago bruger over $1000.
Rettigheder
Løsningen for at komme videre, sagde ECLACs leder Alicia Bárcena ved præsentationen af rapporten i Chile, er at få flere ind i et formelt arbejdsmarked med sociale sikkerhedsnet. Rettigheder kan etableres både mod betaling og statsligt.
Latinamerika har som de rige lande oplevet en faldende fødselsrate, hvor de produktive grupper bliver ældre. Et mere velorganiseret arbejdsmarked kan beskytte den mindre arbejdsstyrke. Samtidig advares imod en stor ungdomsarbejdsløshed.