Han har tjent styrtende med penge. Faktisk så mange, at han er milliardær.
Det gør ham selvklart til del af den økonomiske elite herhjemme.
Alligevel har Christian Stadil utrolig svært ved at kalde sig selv for en del af eliten, fortælller han i et interview med Berlingske.
- Jeg tilhører eliten. Det gør jeg da. Men det er svært for mig at sige højt, for i den gængse opfattelse har ordet en negativ klang. Det præger mig til tider, siger Christian Stadil til Berlingske.
Christian Stadil peger på, at man ikke skal tale nedgøre dem, der er i toppen af samfundet. For det er folk, der har et højt kompetenceniveau indenfor et felt.
Han mener, at når man taler om eliten, taler man om folk, der har fået nogle privilegier med sig, da de blev født. Ifølge Hummel-milliardæren er det en fejl.
Alle kan blive en del af eliten. Det kræver talent, høj arbejdsmoral og en smule held.
- Det er ikke uopnåeligt. Det er noget, man kan arbejde henimod, hvis det er det, man ønsker.
Det folkelige mod eliten
Christian Stadil forklarer, at eliten har været med til at ændre verden. Så derfor skal man ikke kimse ad den.
Alligevel har han svært ved at bruge ordet elite om sig selv, forklarer han til Berlingske. Og det skyldes vores samfund.
- Herhjemme har vi meget fokus på det folkelige og det mangfoldige, hvilket er utrolig positivt, men derfor har vi også en tendens til at opfatte eliten som noget negativt. Så er det svært at putte sig selv i den kasse, siger Christian Stadil til Berlingske.
Han anerkender, at han er elite. Men:
- Jeg ville ikke kalde mig selv elitær.