NÅR JEG I DISSE DAGE ser Anders Samuelsen eller hans ”sidekick” Simon Emil Ammitzbøll-Bille træde frem og fejre jul på forhånd, rinder en gammel klassiker mig i hu. ”Hvor længe vil du ydmyge dig”, sang Danser med Drenge – med følgesætningen: ”Hvor længe, før du lærer at sige nej?”
Hvorfor det billede? Jo, jeg ser en mand for mig, der i flere omgange har fortalt, at han og hans parti ikke er som andre. Jo jo, der har været skiftende forklaringer og begrundelser for, at man får mere indflydelse indenfor regeringen end udenfor. Jeg forstår Samuelsen sådan, at en dag – måske ikke denne dag, måske ikke til næste år – men en dag i fremtiden, vil vi se, at hans linje ER den rigtige. Danmark har brug for liberale reformer, Danmark HAR brug for skattelettelser. Ifølge Anders Samuelsen.
MEN. VED VALGET i juni 2015 blev Dansk Folkeparti Danmarks største borgerlige parti. Og valgets udfald betød, at Kristian Thulesen Dahl bestemmer, hvem der skal være statsminister i Danmark. Den præmis har ikke ændret sig, og det har Lars Løkke egentlig taget meget logisk bestik af. V-regeringen og nu VLAK-regeringen gennemfører den mulige politik og kæmper med Mette Frederiksen om Thulesen Dahls gunst.
Fra tid til anden vælger Dansk Folkeparti at markere styrkeforholdet – og sågar lave aftaler med Socialdemokratiet, fx indenfor transport og tilbagetrækning. Det må regeringen tage ad notam. Man går ikke af, man accepterer, sådan er det. Pragmatisk – sådan som mange statsministre før Lars Løkke har regeret.
Men det kan jo komme for langt fra, hvad man som parti gerne vil stå for og kæmpe for. Liberal Alliances mærkesag i dansk politik er, at skatten skal ned. Vi husker alle spektaklerne om lettelserne i topskatten vs. Venstre-regeringens overlevelse. Lettelserne kom ikke. LA afholdt et valg med sig selv, og vupti, så var man i regering med V og K. En imponerende præstation, hvor pressionen mod Løkke lykkedes.
NU STÅR LA SÅ i den situation, at man havde en trussel, til man tager en ny.
At dømme ud fra Lars Løkkes grimasser i går mandag var det faktisk komisk, at statsministeren måtte bekræfte, at regeringen stemmer for sin egen finanslov. Det modsatte havde også været – nyhedsværdigt ...
Brian Mikkelsen fra de konservative havde ”mange meninger”, men ingen han desværre ville dele med den spændte befolkning, der får en nyopførelse af ”Jul i den borgerlige”!
Kristian Thulesen Dahl har dog svært ved at se komikken. Han opfordrer Løkke – med slet skjult henvisning til LA – til at få ”styr på sin regering”. Far er sur over den forskudsglæde over skattelettelser, som LA har fejret siden fredag aften. Det kan man egentlig godt forstå. Dansk Folkeparti har aldrig været vilde med at skulle give skatte-gaver.
Sidst vi hørte fra Simon Emil ”gik det rigtig godt”. Det var vel det, man kalder for en solo-oplevelse. Og dem har LA haft en del af siden juni 2015. Partiet er nervøs for, om man overhovedet kommer igennem med sin politik og vil gerne kunne fortælle vælgerne ved lejlighed, at det gør en forskel, at LA har indflydelse. Den indflydelse har Dansk Folkeparti ikke særlig travlt med at give LA. De to partier er på store stræk ret forskellige i de politiske positioner.
DERMED ER VI TILBAGE til Danser med Drenge - eller skal vi sige ”Danser med LA”? Vil de igen bøje sig for de parlamentariske forhold på Christiansborg og resignere på sagen? Hvilket vel ikke engang behøver at ske, da de lige nu ”kun” døjes i processen. I forvejen er der mange danskere, der har svært ved at se behovet for skattelettelser. Det nyligt afholdte kommunalvalg tyder ikke på, at danskerne tørster efter skattelettelser. Tag Odense, hvor man har sat skatten op, og de røde fik en markant sejr.
Liberal Alliance kan lande på en position om, at vi skal have julefred og fortsætte forhandlinger i januar. Så taber man måske lidt ansigt, nå ja, men man taber ikke hovedet.
Eller – og det vil da være forfriskende i nyere politisk historie: Man kan stå fast og sige ”nej”! Det vil være imod konventioner og tænkning på Borgen, hvor alle tænker på tallet 90 (mandattallet for at have flertal), men det vil måske forlene Liberal Alliance med den troværdighed, man i almindelighed sætter på spil, når man truer uden at gøre alvor.
LARS LØKKE KUNNE selvfølgelig også sige nej, ”no more”! Men det må virke helt ulogisk, eftersom der kom en finanslov i hus og chef-forhandleren formentlig kan lande en aftale på udlændinge-stramninger og skattelettelser længere nede ad vejen. Statsministeren må forbløffet se og høre på, at LA og DF lægger arm. Igen, kan man sige. Og hvorfor skulle det gå bedre for Anders Samuelsen og co. denne gang?
Hvis Danser med LA er for kedelig en sang for Løkke at tænke på, kan han hente trøst i sin forgængers parole, om at ”der kommer en god løsning i morgen”. Som så var ingen betalingsring rundt om København. Nogle gange er ingenting bedre end harakiri – eller hvad, LA?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.