Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).
KONTANTHJÆLPSREFORMEN er over os. Politikere, sociale organisationer og medier krydser klinger om, hvilken virkelighed der gemmer sig bag kontanthjælpsreformen, og billedet tegnes ganske forskelligt op, alt efter hvem man spørger.
Socialminister Karen Ellemann Jensen (V) og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) havde en fælles kronik i Jyllands-Posten den 19. september 2016, hvor de fremstillede en række forhold ved kontanthjælpsreformen som henholdsvis "myter" og "fakta". De forsøgte at tegne billedet af en meget tilforladelig og rimelig reform, der godt kan forsvares. Men kronikken er skrevet ud fra et grundliggende moraliserende synspunkt, hvor ministrene stiller sig op på en piedestal og taler ned til alle de mennesker, som reelt bliver ramt af reformen.
Jeg er nødt til at kommentere på deres fremstilling af reformens ideologiske grundlag. De skriver, at kontanthjælpsloftet er ”… rimeligt over for alle dem, der står op hver dag og går på arbejde til en overenskomstfastsat mindsteløn. De skal mærke, at samfundet anerkender og værdsætter deres indsats – også på pengepungen. Det kan bare være svært, hvis der ikke er nævneværdig forskel på en lønindkomst i den nedre del af lønskalaen og indkomsten som kontanthjælpsmodtager. Kontanthjælpsloftet er med til at sikre, at der er en – mærkbar – forskel.”
Ingen i dette samfund vil formentlig benægte, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at man skal arbejde, hvis man kan og har mulighed for det. Og det kan jo også betale sig at arbejde, og der er i forvejen stor forskel på at være i arbejde og at være på kontanthjælp og andre ydelser.
MEN HVORFOR skal kontanthjælpsreformens rimelighed måles ud fra de arbejdendes alen – eller ud fra nogle arbejdendes alen, for det er bestemt ikke dem alle, der finder kontanthjælpsloftet rimeligt? Hvorfor forsøger regeringen ikke også at sætte sig ind i, hvad der forekommer rimeligt for dem, det hele handler om?
Det minder alt for meget om daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) rimelighedsbetragtninger i forbindelse med reformen af fleksjob i 2012 i Avisen.dk den 14. december 2012 og samme dag på et åbent samråd i Beskæftigelsesudvalget. Hun opfattede det som ”rimeligt”, at folk med mindre arbejdsevne – helt løsrevet fra andre betragtninger – skal have mindre løn. Så let erstatter man et solidaritetsprincip med et princip om ”rimelighed” over for den øvrige befolkning!
Der er nu engang stor forskel på, om man er endt på kontanthjælp på grund af invaliditet og manglende ret til sygedagpenge eller førtidspension, på grund af en muslimsk minoritets særlige arbejdsadfærd eller fordi man bare mangler et job, men ikke er syg eller har funktionsnedsættelser. Rimeligheden bør jo også afhænge af, hvorfor man er henvist til kontanthjælp, og om man selv har indflydelse på sin situation eller ej. Der er noget, der skal rime, før man kan tale om rimelighed.
JEG HÅBER, den store befolkning kan se, at der er meget ”indre svinehund” i den propaganda, regeringen fører for sin kontanthjælpsreform, og at det store flertal vil tage afstand fra den tankegang. Jeg tror nu nok, at de færreste raske mennesker, der kan varetage og har et arbejde, vil bytte med kontanthjælpsmodtagere på hverken den ene eller den anden måde, hvis de fik valget.
Og jeg tror, at de færreste raske mennesker med et arbejde mener, at deres arbejdsindsats værdsættes højere, desto mere de svageste i samfundet undertrykkes og presses ned i relativ fattigdom og hjemløshed. Det er kun små mennesker og politikere, der har brug for at se andre menneskers tilværelse synke i grus, før de selv kan ranke ryggen og føle sig værdsat.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.