Vejret i juli begynder lidt svingende, men herefter kan danskerne begynde at glæde sig til en mere stabil og solrig sommermåned – og en varm begyndelse på august.
Det fremgår af den nyeste månedsprognose, som DMI udsendte tirsdag.
Ifølge DMI starter uge 28 med skyer, enkelte byger og temperaturer på mellem 17 og 22 grader. Men i takt med at juli skrider frem, overtager solen og varmen scenen.
Fra uge 30 – omkring den 21. juli – ventes temperaturerne at stige markant og kan nå helt op omkring 28 grader.
Samtidig bliver der tørt. Prognosen peger på nedbørsmængder på bare 2 til 8 millimeter i hele uge 30, hvilket er under normalen for årstiden.
Det stabile sommervejr ser ud til at fortsætte ind i august, kun med få afbræk i form af byger og lidt køligere luft, lyder meldingen fra DMI, der altså spår, at august begynder i samme solrige og tørre stil som juli slutter.