KONTANTHJÆLPSREFORMEN er over os. Politikere, sociale organisationer og medier krydser klinger om, hvilken virkelighed der gemmer sig bag kontanthjælpsreformen, og billedet tegnes ganske forskelligt op, alt efter hvem man spørger. Jeg har stadig ikke fået en klar og fyldestgørende udmelding om, hvilke grupper af borgere der rent faktisk befinder sig i kontanthjælpssystemet, og hvordan de helt præcist fordeler sig. Hvordan kan man lave en så omfattende reform uden først at dokumentere og fastslå, hvordan gruppen af kontanthjælpsmodtagere reelt ser ud?
Socialminister Karen Ellemann Jensen (V) og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) havde en fælles kronik i Jyllands-Posten den 19. september 2016, hvor de fremstillede en række forhold ved kontanthjælpsreformen som henholdsvis "myter" og "fakta". De forsøgte at tegne billedet af en meget tilforladelig reform, der godt kan forsvares. Kronikken er skrevet ud fra et grundliggende moraliserende synspunkt, hvor ministrene stiller sig op på en piedestal og taler ned til alle de mennesker, som reelt bliver ramt af reformen. Alene af dén grund bør man være på vagt over for, om de nu faktisk fortæller hele sandheden. Jeg har set mig nødsaget til at kommentere på nogle af kronikkens påstande – for mange af de omtalte ”fakta” er regulære påstande, og mange af de forhold, som de affærdiger som ”myter”, er faktisk regulære kendsgerninger.
DE TO MINISTRE peger på en stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere over de seneste år helt uden at nævne, at den jo blandt andet skyldes reformerne af dagpenge, sygedagpenge, førtidspension og fleksjob. Det er åbenbart ikke belejligt at få med i den offentlige debat, for så skal man jo også forholde sig til de omfattende konsekvenser af disse reformer.
Ellemann og Neergaard påstår, at reformen tager ”betydelige sociale hensyn” i forhold til mennesker med handicap eller med væsentlige helbredsmæssige problemer. De siger om kontanthjælpsloftet: ”Fakta er, at kontanthjælpsmodtagere, der på grund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har fået anvist en handicapegnet bolig af kommunen, er helt undtaget fra de nye regler.”
Det er korrekt, at personer, der har fået anvist en handicapegnet bolig direkte af kommunen såvel som stærkt bevægelseshæmmede og personer med døgnhjælp efter Serviceloven undtages fra loftet for boligstøtte. Men det er ikke et faktum, at flertallet af mennesker med handicap på kontanthjælp undtages fra loftet. Det er tværtimod undtagelsen. Mange af disse borgere har ventet i årevis på den rette bolig og kan ikke lige finde en anden bolig, de kan fungere i. Boligpriserne er endvidere ofte betydeligt højere for handicapvenlige boliger end for almindelige boliger. Ellemann og Neergaard affejer arrogant advarslerne om boligudsættelser, som ellers er en alvorlig trussel for disse borgere.
OM 225-TIMERSREGLEN skriver de: ”Fakta er, at hvis kommunen vurderer, at arbejdsevnen er så begrænset, at kontanthjælpsmodtageren ikke kan opnå 225-timers ordinær og ustøttet beskæftigelse inden for et år, undtages vedkommende fra 225-timersreglen.” Og: ”Fakta er, at man med kun få timers beskæftigelse hver uge kan arbejde sig fri af både kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.”
De to sætninger er cirkelslutninger, som ingen kan benægte. Ja, hvis kommunen vurderer en begrænset arbejdsevne, så kan kontanthjælpsmodtageren undtages. Og ja, hvis man har en arbejdsevne, og hvis man kan finde et job, så kan man arbejde sig ud af loftet.
Men hvis man læser det første af de to udsagn sådan, at alle kontanthjælpsmodtagere med en så begrænset arbejdsevne med loven i hånd har ret til at blive undtaget reglen og vil blive det, så er det ikke sandt. Det indskrev man ikke i loven. Man overlod det helt og aldeles til kommunernes skøn at vurdere, om aktivitetsparate borgere med sygdom og handicap i rygsækken skulle fritages eller ej. P1 Orientering og Avisen.dk har den 6. september 2016 påvist, at 27.900 ud af de cirka 50.000 kontanthjælpsmodtagere, som er blevet varslet om nedsættelse af deres sociale ydelser på grund af 225-timers-reglen, således er kategoriseret som aktivitetsparate. Og aktivitetsparate er jo dem, der ikke er parate til at tage et job og derfor ikke skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor er det altså ikke et faktum, at netop denne målgruppe kan arbejde sig ud af loftet.
KONTANTHJÆLP HØRER, ligesom dagpenge, ind under den ordinære aktive beskæftigelsespolitik. Det betyder, at ledige med handicap under disse ordninger som udgangspunkt behandles på lige fod med alle andre ledige uden at blive betragtet som en særlig målgruppe – det omtalte jeg i en blog på Avisen.dk den 20. maj 2016. Det skjulte findes i politisk og forvaltningsmæssig forstand ikke og får derfor ingen retslig beskyttelse. Og derfor er det et særligt stort problem for mennesker med handicap eller sygdom at være en skjult målgruppe. Man kunne få den grimme tanke, at det faktisk er bekvemt for regeringen og forligspartierne bag reformen, at man ikke får alle fakta frem i denne reform.
Der findes ikke nogen præcise opgørelser over, hvor stor en andel af kontanthjælpsmodtagerne, der er berørt af alvorlige sygdomme eller funktionsnedsættelser. Men ifølge formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau kategoriserer kommunerne omkring 75 procent af alle kontanthjælpsmodtagere som værende ”aktivitetsparate”. Det flugter nogenlunde med den overrepræsentation af mennesker med handicap, som også formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, peger på, når han henviser til en undersøgelse fra Ringsted Kommune, hvor 90 procent af de aktivitetsparate har en funktionsnedsættelse eller flere (Altinget den 12. november 2015).
Lad os nu få nogle tørre tal på bordet om, hvem der faktisk bliver ramt af reformen, og hvordan de forskellige grupper og problemstillinger fordeler sig.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.