Tobias Stadarfeld Jensen er uddannet jurist.
Han er opvokset på et kollektiv i Midtjylland og nu ansat som advokatfuldmægtig. Til daglig beskæftiger Tobias sig med sager om forhold i på psykiatriske afdelinger og i fængsler, straffesager og sager om påståede menneskerettighedskrænkelser. Han brænder for at give borgeren en retfærdig behandling i systemet, som ifølge Tobias i højere grad end tidligere synes at være parat til at gå til stregen, både for så vidt angår nationale retsprincipper, men også internationalt funderede og helt basale, demokratiske rettigheder.
Tobias har arbejdet i Europas menneskeretlige hovedstad, Strasbourg og er indehaver af hjemmesiden www.echr.dk, som omhandler praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
I ET ARBEJDE, hvor myndigheder som oftest agerer som modpart, er det ikke unormalt, at tanken om, hvorvidt en given myndighed i en given sag har lagt vægt på helt igennem saglige hensyn, strejfer en. Sagt lidt mere firkantet: Om der i en sag er lagt vægt på ulovlige hensyn - om der i en sag er et element af korruption.
Som sagsbehandler på en sag, hvor mistanken rammer, forsøger man selvfølgelig at afdække de områder, som kalder på en forklaring. Som nyligt og ganske oplagt eksempel kan nævnes den såkaldte ”Tibet-sag,” hvor demonstranter blev skærmet i forbindelse med en række kinesiske statsbesøg. Sagen har som bekendt affødt sin helt egen undersøgelses-kommission.
I udgangspunktet en fornuftig beslutning at nedsætte en undersøgelses-kommission. Beslutningen om at nedsætte en undersøgelses-kommission i Tibet-sagen blev truffet af justitsminister Søren Pind (V).
Lige så let det var for Venstre-ministeren at nedsætte Tibet-kommissionen, lige så let kan han eller en kommende justitsminister tilsyneladende vælge at skrotte den igen.
Det er, hvad der er sket med den såkaldte Irak-kommission.
En af de vigtigste beslutninger taget af Danmarks magthavere i nyere tid er beslutningen om at gå i krig i Irak og Afghanistan. En beslutning, som efter alt at dømme hvilede på et yderst spinkelt grundlag, hvor Folketinget blev misinformeret, og hvor magthaverne synes at have misbrugt embedsapparatet på det aller-skamemligste. En sag, som med andre ord lugter langt væk!
UDEN VIDERE lukkede Venstre-regeringen som bekendt Irak-kommissionen umiddelbart efter at have modtaget nøglerne til Statsministeriet. Irak-kommissionen blev nedsat af tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) i 2012 og blev lukket af justitsminister Søren Pind (V) i 2015.
En lynanalyse af mulige politiske bevæggrunde for nedsættelsens af hhv. Tibet-kommissionen og Irak-kommissionen (uden sammenligning mellem de to kommissioner i øvrigt) gør det klart, at der var udsigt til, at et potentielt ansvar kunne placeres hos den politiske modstander – hhv. SRSF-regeringen med Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister i forbindelse med de kinesiske statsbesøg og VK-regeringen med Anders Fogh Rasmussen (V) i forbindelse med beslutningen om at gå i krig i Irak og Afghanistan.
Det er tilsyneladende et underliggende præmis, at når den siddende regering egenhændigt træffer beslutning om at nedsætte en undersøgelses-kommission, så vedrører undersøgelsen ikke regeringspartiet selv.
Accepteres denne præmis, er det ikke underligt, at en så åbenlyst nødvendig undersøgelses-kommission som Irak-kommissionen ender med at ramme muren, da den politiske modstander overtager magten. Den ene Venstre-politiker efter den anden forsøgte i kølvandet på kommissionslukningen da også at komme igennem med argumentet om, at kommissionen jo i første omgang var udtryk for ”politisk drilleri”. Jakob Ellemann-Jensen blev i Politiken den 2. juli 2015 blandt andet citeret for at udtale:
- Jeg synes bare, det er en uskik det med at lade politiske uenigheder blive til et juridisk slagsmål. Vi er politisk uenige - fint, så lad os tage den politiske diskussion.
JEG VILLE ØNSKE, at jeg på samme måde uden videre kunne afværge søgsmål og straffesager indledt mod mine klienter. At jeg til politiet ved efterforskningens iværksættelse blot kunne gøre opmærksom på, at dette røveri jo reelt set bunder i en politisk uenighed om formuefordelingen i samfundet. At jeg i retten kunne rejse mig og forklare dommeren, at min klient politisk er uenig i de bestemmelser, som anklagemyndigheden har rejst strafferetlig tiltale efter, hvorfor min klient naturligvis er at frifinde.
Lukning af Irak-kommissionen er nu kommet så tilpas meget på afstand, at sagens hovedperson, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, mener, at det er på tide at bekendtgøre, at det da glæder ham, at kommissionen er lukket.
I Jyllands-Posten den 25. september 2016 fremkommer Fogh med sin uforbeholdne mening om lukningen. Ifølge Fogh sparer det skatteborgerne for mange millioner kroner.
- Og i 2020 ville man så kunne læse om, hvad vi foretog os i 2003. Altså, det giver ingen mening, efter min mening, udtaler Fogh, som i øvrigt ikke mener at have noget at skjule, og at det er ressourcespild at lade topembedsmænd beskæftige sig med, hvad der skete i 2003.
HAVDE MAN accepteret samme begrundelse og udtalelser fra politisk hold, havde man i dag valgt at lukke den føromtalte Tibet-kommission?
Tibet-kommissionen er sat til at afgive beretning i december 2018. Ser vi forinden et regeringsskifte, kan man frygte, at også denne kommission lukkes.
Kan det være et element i den rekordhøje politikerlede i befolkningen? Bestemt.
Om det er udtryk for korruption, vil jeg lade læseren om at bedømme.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.