Årets sæson af “Vild med dans” bliver den sidste, og som altid er der gang i rygterne om, hvilke kendte og mindre kendte danskere, der skal optræde på dansegulvet.
Ifølge HER&NU er Alfred Midé Erichsen en af de 10 kendisser, der i september deltager i den sidste udgave af danseprogrammet.
Den 26-årige eventyrer er netop vendt hjem fra optagelserne af nye afsnit til "Vores jord - kurs mod nye eventyr" sammen med forældrene Mikkel Beha Erichsen og Marian Midé Andersen - og sin forlovede, Madeleine.
Og til efteråret sætter eventyreren altså tilsyneladende kurs mod dansegulvet, hvor han får selskab af ni andre kendisser, der stort set er på plads.
Det fortalte programmets caster Karin Jagd til ugebladet.
- Vi er meget tæt på at have et fuldt hold. Det bliver 10 par, sagde hun til HER&NU ved premieren på biograffilmen "Hjem kære hjem" i juni.
Hverken Alfred Midé Erichsen eller TV2 har kommenteret på Her&Nu’s oplysninger.