Harun er sygeplejerske og arbejder lige nu på Rigshospitalets Neonatalklinik.
Han har syv års erfaringer inden for sygeplejen. Han har tidligere arbejdet som både som sosu-hjælper og sosu-assistent og været ansat på plejehjemme, hjemmepleje samt på social psykiatriske bosteder.
Harun har også arbejdet frivilligt som rådgiver om HIV-Aids hos LGBT foreningen i København, og været bestyrelsesmedlem i FN Malmø afdelingen i et år for sætte fokus på miljø og fattigdom i Afrika.
Harun vil blogge med udgangspunkt i sin hverdag som sygeplejerske, og som tidligere asylansøger, der har været igennem systemet, vil han også skrive indlæg om integration af indvandrere og flytninge.
I SIDSTE uge begyndte der igen diskussioner om, hvornår man er dansk.
Mange kastede sig - berettiget - over Dansk Folkepartis Martin Henriksen, der i "Debatten" ikke ville afgøre, om en ung mand opfyldte kriterierne for at være dansk.
Men faktisk var det mest interessante både under og efter debatten, at det var tv-værten Clement Kjærsgaard, der havde bragt den unge mands danskhed op til diskussion - fordi den unge mand havde et anderledes navn og et andet udseende end de fleste andre i Danmark. Det var der ikke nogen, der bemærkede.
Når danskheden igen diskuteres, og hvor den som i dette tilfælde bringes op på grund af hud-, hår- og øjenfarve, er det ekstra vigtigt, at danskere med smukke brune øjne og sort hår føler sig mere stolte og særlige. Men selvfølgelig kun, hvis de virkelig føler sig danske.
For nationalitet er noget særligt, og derfor er diskussionen om danskhed også på sin plads. For selvfølgelig kan enhver ikke være dansk, bare fordi man er født i Danmark. Det må kræve mere af en at være dansker.
FOR FÅR man ikke gåsehud og hjertebanken ved at se det danske flag blafre i vinden, får man ikke tårer i øjnene, når den danske nationalsang bliver afsunget ved f.eks. OL eller i andre internationale sammenhænge, bliver man ikke sur og trist, fordi Danmark har tabt en vigtig kamp i fodbold, eller ikke er gået videre til finalen i Eurovision, eller vil man ikke arbejde, studere eller bidrage med noget godt til samfundet, så kan man selvfølgelig heller ikke kalde sig dansk.
Til gengæld: Hvis man føler noget for Danmark, så kommer danskheden også.
I Tyrkiet, hvor jeg selv oprindelig blev født, har man også i mange år diskuteret, hvornår man skulle betegne sig som tyrker. Især blandt minoritetsgrupper som f.eks. kurderne har det været et kæmpestort problem.
Tyrkiets landsfader, Mustafa Kemal Atatürk, formulerede i sin tale for 10-årsdagen for republikken Tyrkiet, den 29. oktober 1933 (Republikkens dag), en berømt sætning. Han sagde: "Lykkelig er den, der kan sige: Jeg er tyrker!"
Denne sætning blev efterfølgende gjort til en del af den ed, som alle skoleelever (inklusiv mig selv gennem otte år) skulle aflægge uden for skolen hver dag, uanset om det regnede eller sneede.
NOGLE MENTE, at man prøvede at tvinge alle børnene til at kalde sig tyrkere hver dag, selv om de måske ikke var glade for at sige det, især når de f.eks. havde kurdiske rødder.
Men Atatürk var en klog mand. Han kom aldrig med en uddybning af sætningen. Mente han, det kun var tyrkere med etnisk tyrkiske rødder, der skulle kalde sig for tyrkere? Eller var det alle, der følte sig som en del af Tyrkiet og bidrog med noget, der kunne kalde sig tyrkere?
I Tyrkiet har man i mange år forsøgt at finde det filosofiske svar på spørgsmålet.
Jeg tror, svaret ligger i erkendelsen af, at ens fødselsland, ens skolegang og ens sprog ikke er de eneste afgørende faktorer for, hvilken nationalitet man har. Ved at blive født i et land, gå i skole og lære sprog vil man nemt kunne få et statsborgerskab, tilegne sig kulturen og måske også normer og værdier. Men det er ikke nødvendigvis det samme som nationalitet.
Afgørende er det, at man identificerer sig med et land, føler sig hjemme der og dermed også brænder for at tage del i medborgerskabet og være loyal over for sit land.
FOR MIG selv var det, der afgjorde, at jeg var tyrker, ikke, at jeg var født og opvokset i Tyrkiet, eller at jeg blev tvunget til at kalde mig tyrker i otte år i regn, sne og sommervejr i skolen. Det afgørende var, at jeg følte mig som tyrker, og at jeg følte gåsehud og hjertebanken, når det tyrkiske flag blafrede i vinden.
I dag har jeg boet i 10 år i Sverige og Danmark. Og selv om jeg er født i Tyrkiet, og selv om jeg har brune øjne og sort hår, så er jeg i dag mere dansk og svensk, end jeg er tyrkisk. I dag er det Dannebrog og det smukke svenske flag, der kan give mig tårer i øjnene. I dag er det Danmark og Sverige, jeg brænder for.
Men reglen må selvfølgelige gælde for alle. Ikke kun mennesker, der har brune, sorte øjne og hår, men for alle, der bor i Danmark – også dem med blå eller grønne øjne og lyst hår, og hvis familie andre har boet andre steder. Også de skal være loyale over for deres fædreland, hvis de skal kunne kalde sig danske.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.