Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
ER RESSOURCEFORLØB gavnlige? Jeg har en mistanke om, at de kan være det, hvis ellers muligheden blev brugt fornuftigt. Det gør den ikke.
Ressourceforløb, som vi kender dem i dag, blev sat i værk for at få det til at se ud som om, Socialdemokratiet rent faktisk gjorde noget for de syge, de nedslidte og de arbejdsløse.
Kommunerne, der forvaltede forløbene, tog muligheden til sig og fik etableret nogle udvalg bestående af ”fagpersoner”, som kunne udrede og klarlægge den enkelte borgers muligheder, evner og potentialer.
Fidusen bliver flittigt forsvaret af Mette Frederiksens (S) efterfølger, en driftig jurist hvis meritter, så vidt jeg kan se, alene er, at han er driftig. Hans erfaring fra virkeligheden begrænser sig til et jurastudie efterfulgt af ansættelser, hvis primære indhold har været at sidde i møder. Jørn Neergaard Larsen (V) taler meget om det motiverende ved at arbejde, og det kan virke besynderligt, eftersom han ikke rigtig har noget erfaring med det.
Han er ligesom Mette Frederiksen en ivrig forsvarsadvokat for ressourceforløb, og taler som Mette meget om den nærmest mirakuløst helbredende effekt ved at blive sat i sving af et hold rundbordsakrobater, der med mere eller mindre indsigt og god vilje skal forvalte syge menneskers videre færd her i livet.
Da jeg ikke kender indholdet i så mange andres forløb, vil jeg repetere mit eget:
JEG BLEV hårdt ramt af KOL, som blev konstateret, efter jeg i syv-otte måneder var konstant syg og forsøgte at passe det job, jeg var så rasende bange for at miste. Da jeg endelig blev tvunget til lægen, viste det sig, at jeg havde gået med en svær lungebetændelse i månedsvis, og at jeg også havde fået KOL. Jeg fik tilmed en depression. Jeg mistede mit job, og da en sagsbehandler sagde til mig, at vi nok skulle til at søge førtidspension til mig, gik jeg nærmest i panik. Jeg skyndte mig at melde mig rask og arbejdsløs og kom i hænderne på en eller anden Venstrevikings kammerat fra det jyske. En driftig mand, som havde oprettet kontorer over hele landet, der skulle få alle arbejdsløse i job. Firmaet havde - som alle andre af den slags svindlerforetagender - ingenting, der kunne dokumentere deres ”fantastiske succes med at få folk i job”, og introduktionsmødet bestod da også først og fremmest i, at en dame fortalte, at vi skulle skynde os at finde noget praktik, ellers ville vi miste dagpengene, for det var ikke sikkert, de kunne finde noget. De af os, der fandt ”praktik”, opdagede så, at firmaet tog hele æren for det.
En god ven talte godt for mig over for sin chef, og jeg fik et praktikforløb, hvor det hurtigt skulle vise sig, at det var en alvorlig fejlvurdering fra min side at tro, jeg var klar til job igen.
Så slog kræften til, og jeg blev opereret samme dag, som jeg mistede mine sygedagpenge. Depressionen og mindreværdet voksede hurtigere end mit fysiske helbred svigtede. Det blev mange årlige lungebetændelser med tilhørende svækkelse af immunforsvaret. Bøvl med tarme og mave på grund af den store mængde antibiotika og endnu mere depression.
Mod mine behandleres råd og vurderinger ender jeg med at prøve at blive indstillet til flexjob, fordi jeg vil i arbejde. Jeg er ikke klar til at lukke ned og være syg og ude af stand til at klare mig selv resten af livet. Jeg har faktisk hele to arbejdsgivere, som er villige til at oprette stillinger, der kan tilpasses 100 procent til mine behov/evner, og de er villige til at have mig ansat 2, 4 eller 6 timer pr. uge. Jeg er nærmest i den syvende himmel.
Langt om længe kommer mødet med udvalget, der skal tage stilling til, om jeg skal have flexjob eller ej. Hele rundbordssamtalen synes at gå i retning af, at jeg får flexjob. Indvendigt jubler jeg allerede… men så falder hammeren.
En fysioterapeut (tror jeg, hun var), tvivler på, at jeg psykisk er i stand til at klare et job, og det bliver udslagsgivende. Man beslutter sig for, at jeg skal i ressourceforløb i foreløbig to år.
JEG MÆRKER med det samme, hvorfor både læge og psykolog ikke opfatter mig som værende stærk nok, da hammeren rammer, så min sjæl splintres som glas, og mine lunger skriger efter ilt. Jeg er på vej i panik.
Nu skal vi tale om indholdet af ressourceforløbet, og det, jeg skal gøre de kommende to år, er, at jeg skal føre dagbog over, hvad jeg skriver på Facebook, og så skal jeg sende dagbogen ind til min sagsbehandler. Der kommer aldrig så meget som bare en kvittering for dagbøgerne. Der sker som ventet ikke en skid, for meningen er ikke at gøre mig noget godt, men alene at parkere mig et sted, hvor ingen behøver røre en finger.
Økonomisk er det klart bedre for mig at være på ressourceforløb, fordi jeg får kontanthjælp som forsørger, uden hensyn til min samlevers indtægt, men da muligheden byder sig, søger jeg seniorførtidspension, selv om det betyder et dyk i min yderst beskedne indtægt på godt 3000 nettokroner pr. måned. Alene her er de liberales latterlige påstand og kombineret dovenskab og grådighed væltet.
Jeg træffer valgt, fordi jeg dybest set helst ville have et job, og fordi jeg endelig kan slippe for at være underlagt den idiotiske forvaltning, styret af en endnu mere idiotisk lov, der nu forsvares af en jurist, der siger, at det ikke er loven den er gal med, men tolkningen. At den forklaring ikke ville have givet ham ”bestået” på jurastudiet en én ting – men at han forsøger at bilde os ind, at vi er dovne, grådige og har brug for ressourceforløb trodser al rimelighed.
Ressourceforløb er intet andet end parkering af syge på en losseplads. Individuelle indsatser baseret på uafhængige fagfolks vurderinger kombineret med uddannelsesmuligheder og frivillig omskoling er noget helt andet.
Der er ikke for fem flade øre motivation i at blive nedværdiget, mistænkeliggjort og ringeagtet. Motivation kommer altid af opmuntring ikke af hån. Så lad os nu få lukket den debat og begynde at behandle syge og andre udsatte med anstændighed og skabe lige muligheder for alle.
Idiotien omkring mit ressourceforløb er jo nærmest mild i forhold til de mange andre sager. Når politikere ikke ændrer/fjerner loven, er det mod bedre vidende, og dermed rendyrket ondskab/spild af midler og kræfter.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.