Cliff Kaltoft er sekretariatschef i Landsforeningen af VæreSteder (LVS). Gennem godt 20 år har han rådgivet skiftende regeringer om samfundets udsatte. LVS arbejder for at styrke socialt udsattes muligheder for forandring. Med kampagnen Den Gode Historie vil LVS indsamle 1000 positive vendepunktshistorier og derved illustrere, at det gode liv er opnåeligt med den rette hjælp - selv for de mest udsatte mennesker.
1001 GODE historier har Landsforeningen af VæreSteder nu modtaget. Det er ret overvældende.
I stakken er der masser af beretninger fra mennesker, der har overvundet omfattende misbrugsproblemer, angst og ensomhed, som har fået sig en uddannelse, et job, nye venner og netværk. Og vigtigst af alt, fundet en vej ind i et positivt og livsbekræftende fællesskab.
Jeg har aldrig været i tvivl om, at de sociale væresteder spiller en afgørende rolle i muligheden for at opnå et bedre liv. Og det handler rigtig mange af historierne da også om. Værestederne er ofte indgangsdøren til den altafgørende første kontakt til udsatte medborgere.
Værestederne og de stærke brugernetværk er også centrale i efterbehandlingen og i opbygningen af relationer til nye mennesker, til uddannelse og et arbejdsmarked. Endelig er værestederne - hvis de ellers bruges rigtigt - det sted, hvorfra de mange forskelligartede sociale indsatser kan bindes sammen og koordineres til glæde for den enkelte borger. Det er et fornemt relationsarbejde, der dagligt præsteres af de mange medarbejdere og frivillige. Her holdes håbet om forandring i live.
EN AF de seneste historier, jeg er blevet præsenteret for, handler netop om dette. Ken Sune Kristiansen er 47 år og er gennem en årrække kommet på værestedet Vista Balboa i Odense. Og det gør han fortsat.
- Her er altid en medarbejder, jeg kan gå til, hvis jeg har et problem, og her får jeg også min medicin udleveret, fortæller Ken.
Ken har en diagnose som paranoid-skizofren og har i mange år haft et alvorligt stofmisbrug. Men det er historie nu. I dag har Ken været stoffri i tre og et halvt år.
- Jeg lavede en byttehandel med værestedet, forklarer Ken, hvor jeg skulle stoppe mit misbrug, og de skulle så hjælpe mig med en lejlighed og et job. Det er alt sammen lykkedes.
KEN BOR i dag i egen lejlighed og arbejder hos Bilka i et skånejob 22 timer ugentligt. Og så dyrkes der idræt, masser af idræt, med udgangspunkt i fællesskabet på værestedet. Fodboldtræning en gang om ugen, også om vinteren, og med deltagelse i landsdækkende fodboldstævner.
Jeg synes, Kens historie siger noget om, hvor vigtigt der er at tænke på tværs af misbrugsbehandling, boligstøtte, arbejdsmarkedsrettet indsats, psykiatri og sundhedsfremmende indsatser. Værestederne kan levere det, hvis de ellers får lov.
Netop i disse uger pågår der forhandlinger om statens finanser og om kommunernes økonomi for 2017. Jeg synes, Folketinget skylder udsatteområdet en lang større opmærksomhed. Og jeg synes oprigtigt, at folketingets partier skulle stille sig i spidsen for at skabe de næste mange tusinder gode historier. Det er i hvert fald helt ude i hampen at påstå, at det ikke kan lade sig gøre, eller at socialt udsatte ikke selv ønsker, at gøre noget ved deres problem.
Jeg anerkender, at ansvaret for gennemførelsen af vores socialpolitik er kommunernes. Men jeg anerkender ikke, at det på Christiansborg bliver brugt som et skalkeskjul for intet at foretage sig. Det er for letkøbt. Problemet er jo, at indsatserne for de allermest udsatte grupper, er under et ganske alvorligt pres i forbindelse med den kommunale budgetlægning.
Socialt udsatte fylder ikke stort på det kommunale valgbarometer, og de har ikke et stort hornorkester i spidsen for deres sag. Derfor er det de store og ressourcestærke mellemlag, der lyttes til og som tilgodeses, når budgetterne skal forhandles på plads.
MED MIT kendskab til det kommunale landskab er mange sociale væresteder udfordret alene i kraft af deres lidenhed. De fylder ikke stort, holdt op imod budgettyngden fra de store velfærdsområder. Af samme grund er de også langt mere sårbare. Og når pennen sættes til et natligt budgetforlig på rådhuset, kan der sagtens være lukket et værested eller to. Og derfra kommer der så ikke flere gode historier. Den virkelighed er for ussel, og jeg er dybt forundret over, at vi som velfærdssamfund har drevet det dertil, at vi nu tilsyneladende accepterer, at det er de allersvageste skuldre, der skal bære de tungeste læs. Dårligt købmandskab er det i øvrigt også på den lange bane. Ken Sune Kristiansens historie og mange, mange andres er i hvert fald en stærk påmindelse om, hvilke gode og ansvarlige liv, der kan vente for enden af tunnelen. Hvis vi ellers vil investere i det.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.