Blog

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Se alle blogindlæg

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

Det er nu godt tre år siden, fleksjobreformen blev gennemført under daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) med stemmer fra S, R, SF, V, K og LA. Den har helt overordnet betydet, at en arbejdstager, som ansættes i et fleksjob efter 1. januar 2013, ikke bliver aflønnet som fuldtidsarbejdstager. I stedet bliver denne både arbejdstager og permanent social klient.

Som arbejdstager bliver kun den tid, som fleksjobberen arbejder, sammenholdt med den skønnede ’arbejdsintensitet’ – et nyt parameter i reformen – omsat til aflønnet arbejdstid. Og arbejdsevnen og arbejdsintensiteten er vel at mærke ikke faste størrelser, men forhold, som arbejdsgiver og jobcenter forhandler sig frem til. De faglige overenskomster er endvidere skrevet helt ud af ordningen, så den enkelte fleksjobber skal selv forhandle lønnen.

Den resterende tid bliver borgeren kompenseret af kommunen med et direkte fleksløntilskud på 98 procent af højeste dagpengesats efter et bestemt aftrapningssystem i forhold til lønindtægten. Her bliver borgeren altså social klient. Jo større handicappet og forringelsen af arbejdsevnen er, desto ringere bliver den samlede indtægt altså.

Reformen har betydet store økonomiske forringelser i forhold til løn, løntilskud og pensionsopsparing for de nye fleksjobbere. Mange mister i tusindvis af kroner hver eneste måned sammenlignet med vilkårene under den gamle fleksjobordning, hvor der var tilnærmelsesvis økonomisk ligestilling med andre arbejdstagere inden for de forskellige fag.

Derudover har reformen gjort op med fastholdelsesfleksjobbet og indført krav om, at alle fleksjobansættelser før borgerens fyldte 40. år skal være midlertidige og fornyes hvert femte år. Disse nye regler har forringet mulighederne for at opnå og fastholde ansættelse og betyder en gennemgående usikkerhed om ansættelsen for målgruppen såvel som for arbejdsgiverne.

Reformens mange forringelser afspejler en manglende politisk anerkendelse af, at varigt nedsat arbejdsevne er varigt nedsat. Det tidligere hævdvundne handicappolitiske grundprincip om kompensation – som skulle sikre mennesker med handicap tilnærmelsesvist lige muligheder med andre borgere – har mistet terræn ligesom principperne om solidaritet og ligestilling. Den gennemgående logik i reformen er, at ’det kan betale sig’ at tage flere arbejdstimer. Det indgår ikke, at sygdom og handicap ikke arter sig efter, hvad der kan betale sig.

LO og FTF’s evaluering af reformen

Til evalueringen af reformen nedsatte daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen et trepartsudvalg om fleksjob. Udvalget har holdt nogle få møder, men har ikke afgivet nogen fælles status og indstilling til Beskæftigelsesministeriet.

Men to af udvalgsmedlemmerne, LO og FTF, har sammen afgivet en indstilling til Beskæftigelsesministeriet i december 2015. De kritiserer den praksis, som reformen har indført for vurdering af arbejdsevne og fastsættelse af arbejdsintensitet, for at være usikker og blive misbrugt af nogle arbejdsgivere:

"Det er vanskeligt for en fleksjobber at få forhandlet sig til et højere timetal eller en højere arbejdsintensitet, fordi det vil indebære en større lønudgift for arbejdsgiveren. Problemet er, at arbejdsgiverne kan have et ønske om at holde timetallet for fleksjobberen kunstigt nede for at spare penge. Kommunerne har en interesse i at få fleksjobberne i job og giver derfor en stor elastik i forhold til arbejdsgiverne. Det sker derfor, at fleksjobbet bliver på det antal timer, som arbejdsgiveren har ”råd til” og ikke nødvendigvis på et timetal, der svarer til den reelle arbejdsevne. Det samme ser vi, når arbejdsintensiteten justeres, således at den løn der udbetales slet ikke stemmer overens med de timer, som fleksjobberen møder på arbejde.”

Den nye elastiske praksis for vurdering af arbejdsevne og arbejdsintensitet svækker altså fleksjobbernes grundlæggende retssikkerhed og lønindtjening. Generelt kan det heller ikke ’betale sig’ at blive udsat for løndumping. Løndumping kan kun betale sig for arbejdsgiverne.

Aftale fra 2012 om løndumping 

Indstillingen fra LO og FTF er også bemærkelsesværdig, fordi LO selv bidrager til kritikken af den løndumping, som reformordningen lægger op til. LO havde ellers i efteråret 2012 selv forsøgt at lave en aftale med Dansk Arbejdsgiverforening om løndumping af de nye fleksjobbere – en aftale, der i sidste øjeblik blev nedstemt af LO’s daglige ledelse – og LO’s daværende formand Harald Børsting har i blandt andet Jyllands-Posten senere udtalt, at han ikke fandt reformens lønvilkår unfair for fleksjobberne.

CO-industri og Dansk Industri indgik i stedet en sådan aftale lige inden høringen af lovforslagets anden høringsdel om lønvilkårene. Og dermed kunne daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen præsentere begrebet 'arbejdsintensitet' som en del af reformen, så det formelt fremstod, som om arbejdsmarkedets parter helt selv havde fundet på det (jævnfør principperne i den danske model). Løndumping var blevet officiel beskæftigelsespolitik.

Med de aktuelle trepartsforhandlinger kunne det være relevant at spørge, om ikke arbejdsmarkedets parter og beskæftigelsesministeren kunne tænke sig at arbejde for en for fleksjobberne mere retfærdig lønmodel. Det burde være et oplagt emne at tage fat på.