Joachim Hjorting er 20 år gammel. Han er medlem af Det Konservative Folkeparti, debattør, konferencier og stiller op til byrådet i Furesø Kommune. Joachim vil blogge om uddannelse, ligestilling og andre aktuelle emner. Og så er han i øvrigt barnebarn af radioværten Jørn Hjorting.
Det er næppe gået mange menneskers næse forbi, at Det Konservative Folkeparti i dag, mandag, fylder 100 år. Det er et parti, hvis historie er fyldt med op og nedture, skandaler og hyppige formandsskift.
Det toppede i 1982 og årene frem under Schlüters ledelse, specielt i 1984 hvor partiet opnåede 42 mandater. Siden da er det gået én vej - ned i et stort hul. Ni partiformænd har siden da forsøgt at skabe samme fremgang, som der var i 80’erne. Som I ved – uden held.
Bendt Bendtsen blev hånet og latterliggjort, da partiet ramte 10 procent under hans ledelse. Han fik det – stadig vedhængende – tilnavn ”Mr. 10 procent”. I dag ser vi konservative tilbage på de dage med glæde. 10 procent er jo trods alt tre gange større, end partiet er nu.
MEN HVORFOR er det gået så galt for det engang så store regeringsparti?
Der er mange grunde, men jeg vil tage udgangspunkt i de to, jeg finder mest væsentlige;
- Personsager
- Zig Zag-politik
Politik handler i høj grad om, hvorvidt en person er ”likeable”. Når der konstant er fnidder om de personer, der står i spidsen for partiet, så falder vælgerne fra. Det siger sig selv. Så når sager om jagtrifler, ferierejser og utroskab rammer forsiderne, fremfor partiets politik, så falder korthuset sammen.
Når man tager de tvivlsomme personer, og lægger dem oveni en skiftende politik – en såkaldt Zig Zag-politik – så kan det gå så galt, som det gør nu. 3,4 procent og seks mandater ved seneste valg. Et parti, der kæmper for overlevelse. Det tidligere store parti ligger altså nu og kæmper for at bevare sin eksistens.
DET SKULLE Lene Espersen i 2008 rette op på, og det kunne have været så godt. Espersen havde det hele. Hun var en dygtig politiker. Lene var smilende, havde en skarp tunge og var selvfølgelig nydelig at se på. Med andre ord, så var hun likeable.
Jeg ser stadig Lene Espersen som en af de bedste statsministerkandidater i nyere tid. Men så kom Mallorca i vejen. Et møde – eller mangel på samme - med Hillary Clinton blev fatalt. Et bekendtskab, Espersen ved flere andre lejligheder havde stiftet, hvorfor Det Konservative Folkeparti sagtens kunne sende en anden repræsentant.
Jeg kunne forestille mig, at Espersen kunne have tænkt noget lig følgende ”Går det ik', så går det nok alligevel.” Men det skulle ikke gå, medierne ville det anderledes og de fik skabt en unødvendig hype omkring det møde, hvorfor Espersen i 2011 trådte tilbage som formand. Hvad der kunne være blevet til en ny storhedstid, blev i stedet en fiasko.
FINN POULSEN overtog midlertidigt, men samme år overtog Lars Barfoed posten. Skandalerne rullede op på forsiderne, mens målingerne røg den modsatte vej. Endnu et formandsskifte var uundgåeligt.
Søren Pape Poulsen. En ualmindelig fin fyr, vellidt, og en stemmesluger i Viborg. Pape er absolut sidste chance for Det Konservative Folkeparti. Pape-effekten er udeblevet, og partiet står fast omkring de tre procent.
Men for første gang i ualmindelig lang tid ser det ud til, at Det Konservative Folkeparti har en strategi, der vil lykkedes. Seks mandater – seks fokusområder. Politikken skal ud til borgerne, igen og igen. Og visionerne skal tilbage til dansk politik.
To dage før 100-årsdagen kom Søren Pape med sin vision for Danmark. En vision som er kontroversiel, men nødvendig. En vision, der ikke er set mere dybdegående og samfundsændrende, ikke engang fra de to mest yderligtgående partier i Danmark, Enhedslisten og Liberal Alliance.
EN FLAD skat på 33 procent, ansvaret tilbage til borgerne og mere fokus på de svageste i samfundet. Pape viser nu, hvad konservatisme er, og hvorfor Det Konservative Folkeparti stadig har en eksistensberettigelse – for det har det!
Danmark har brug for et parti, som forbinder en stærk kultur, en fornuftig miljøpolitik og en ansvarlig økonomisk politik, og det er der ét parti, der kan levere. Det er Det Konservative Folkeparti.
Så på trods af Mads Holger Madsens lægelige vurdering af at partiet er dødt, og adskillige politiske kommentatorer med samme holdning, så vil Det Konservative Folkeparti altid bestå.
Tillykke til Søren Pape.
Tillykke med 100 års jubilæet til Det Konservative Folkeparti.
Tillykke til Danmark.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.