Af David Trads
Mens Lars Løkke Rasmussen i disse timer kæmper for sit politiske liv, er det værd at huske tilbage på, hvordan verden så ud for bare to og tre år siden for statsministeren:
Den 20. april 2013 – altså for mindre end tre år siden – var Løkke kongen af dansk politik. En måling i Jyllands-Posten gav Venstre 33,5 procent af stemmerne. Venstre-formanden stod til at storme ind i Statsministeriet med et enormt boost: Danmarks mest troværdige politiker.
Den 10. maj 2014 – for mindre end to år siden – stod Løkke fortsat så stærkt, at han på forsiden af Berlingske udbasunerede, at ’jeg vil ikke være statsminister for enhver pris.’ Han ville kun, fastslog avisen, være regeringschef, hvis han fik sine politiske mål igennem.
Det var, som man siger, dengang.
FRA AT VÆRE KONGEN, som kunne gå på vandet, er Løkke i dag reduceret til en af Folketingets svageste partiledere – og, endnu værre for ham, til en statsminister, der lige nu køres rundt i manegen af sine såkaldte ’venner’ i blå blok.
De ydmygende forhandlinger om en ’tillægspakke’ til en landbrugsaftale, der pågår i disse døgn på Marienborg, er udtryk for, hvor lidt autoritet, som Løkke i dag besidder. Han kæmper desperat for at tiltvinge sig den ret til at sidde for enden af bordet, som burde være naturlig.
Løkke har selv bragt sig i den kaotiske situation, som han nu befinder sig i – for det begyndte at smuldre langt inden, at Eva Kjer Hansen forsøgte at snyde De Konservative med manipulerede og sminkede miljøtal:
FØRST TABTE LØKKE sin personlige troværdighed, da han blev grebet i at frådse med ulandspenge og brændte hundredtusinder af kroner af på førsteklasses-flybilletter, og ødslede med sit partis penge og købte luksustøj, herunder underbukser, til sig selv.
Dernæst tabte Løkke stemmer i hundredtusindvis – ja, faktisk noget, der ligner en halv million fra højdepunktet i foråret 2013 til valget i juni 2015 – og det betød selvsagt, at han satte sig i Statsministeriet som en stærkt svækket og afpillet leder af en lillebitte regering.
I de otte måneder, hvor Løkke har været statsminister, har han selvsagt forsøgt at generobre sin troværdighed. Uden held. Danskerne ser simpelthen ikke ud til at ville tilgive ham de skandalesager, han trak sig selv igennem – og Venstre fortsætter med at rasle ned i målinger.
Det, vi ser på Marienborg lige nu, er konsekvensen af Løkkes tabte troværdighed. Efter valgsejre til Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har de fra første dag presset og stresset statsministeren med ultimative krav. Den forløbne uge har De Konservative fulgt trop.
HVAD GØR LØKKE SÅ?
Tja, han gør det, som han har gjort altid – helt fra han blev udfordret som VU-formand i 1988:
Han køber sig tid, hiver sin modstandere ned i en kælder og skiftevis forsøger at true, bønfalde, købe og smigre dem. Det så vi med Kristian Jensen, da han udfordrede Løkke som formand i juni sidste år – og det ser vi netop nu med Søren Pape, den konservative leder.
I overført betydning har Løkke fundet baseballkøllen frem for at baske sin modstander på plads. Pape ligner imidlertid en, der ikke lade sig knuse. Det er stærkt overrumplende for alle - ikke mindst for statsministeren.
Løkke har altid – og uden undtagelse – endt med at vinde disse ’dueller.’ Altid knust sin modstander. Problemet er, at han også altid har fået skabt endnu mere mistillid undervejs. Den regering, han i dag står i spidsen for, var af samme årsag samspilsramt ved undfangelsen.
LIGE NU KÆMPER LØKKE for sit politiske liv. Situationen er endnu mere alvorlig end under tidligere kriser. Han skal simpelthen finde en udvej af den gordiske knude, han selv har bundet. At udskrive valg er højrisikabelt. Han taber formentlig – og så ryger han som formand.
Hvad er alternativet for statsministeren?
Der må et offer på bordet. Det bliver Eva Kjer Hansen, som ikke bliver fyret, men som selv vælger at træde tilbage, som det hedder. Dernæst en slags ’tillidspakke’ mellem de blå partier, så regeringen kan fortsætte.
Løkke vil stå endnu mere afplukket tilbage. Men – og det er et vigtigt men – han vil fortsat være statsminister og stadig have den serve-ret, som han elsker. Så må han leve med, at han er ’statsminister for enhver pris’ og føre en politik, der ikke nødvendigvis er hans egen.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.