Niko Grünfeld er kultur- og fritidsborgmester i København. Han er medstifter af Alternativet og Altivisten. Niko er i øvrigt iværksætter på tiende år og arbejder med ledelsesrådgivning, coaching, konfliktmægling og undervisning i erhvervslivet samt den offentlige sektor.
I SIDSTE UGE bekendtgjorde Københavns sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen (SF), at hun vil stille forslag om, at alle medarbejdere i Københavns Kommune skal have mulighed for at gå op og ned i arbejdstid, som de ønsker.
Det er en rigtigt god idé, som minder om Alternativets ambition om en 30-timers arbejdsuge. Det giver god mening, at
1) give kommunens ansatte bedre mulighed for selv at styre deres arbejdstid og
2) at man får muligheden for at arbejde mindre – fra både et samfundsøkonomisk og et individuelt perspektiv. Fleksibel og kortere arbejdstid kan nemlig udgøre en af de vigtigste løsninger på samfundets måske største problem: dårligt mentalt helbred.
DEN PERSONLIGE og samfundsmæssige jagt på materiel velstand - frem for livsbalance - har ikke skabt et drømmesamfund fuld af trivsel. Vi danskere er ifølge den FN-bestilte World Happiness Report 2016 i dag mindre tilfredse med vores liv, end vi var for 10 år siden. Faktisk er vi det nordeuropæiske folk, hvis livstilfredshed er faldet mest i perioden.
En af årsagerne til vores manglende livstilfredshed er stress. Sidste år viste en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at 370.000 danskere enten ofte eller hele tiden føler sig stressede. Stress er blevet en folkesygdom, der ødelægger både krop og sjæl. For eksempel fører ubehandlet stress, ifølge Stressforeningen, til mere end halvdelen af alle depressioner og angstlidelser. Og dem er der mange af. 150.000 danskere lever ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen med en depression.
At arbejde hårdere og længere, som så mange politikere brændende ønsker at få os til, vil måske give større økonomisk vækst, men det gør os ikke lykkeligere - snarere tværtimod. Så længe vores egentlige problemer er en stresset hverdag, hvor vi føler, vi har for lidt tid til alt det, vi føler, vi skal nå.
At kunne bestemme over sin egen tid er lykken
Fleksibel arbejdstid vil være en måde at bekæmpe stress på. Hvis folk får mulighed for at planlægge deres tid, så de arbejder mere i de perioder af deres liv, hvor de har tid, og mindre i de perioder, hvor de for eksempel har børn, vil det give mere plads til det, der virkeligt betyder noget for os; vores relationer til dem omkring os.
FLEKSIBEL ARBEJDSTID vil give folk muligheden for at skabe et bedre familieliv, hvor børn ikke deponeres i institutioner størstedelen af deres vågne timer. Det vil være godt for børnene og for os - deres forældre.
Men mindre stress vil også være godt for samfundet. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed taber samfundet årligt 14 milliarder kroner på grund af stressrelaterede sygdomme. Det beløb stiger til 55 milliarder, hvis alle omkostninger ved dårligt psykisk helbred medregnes.
Sidste år afholdt de to anerkendte organisationer, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, en konference om mentalt helbred for at flytte temaet fra “the margins to the mainstream of the global development agenda”. Der opgjorde de anerkendelse af omkostningerne ved, at for hver dollar et land bruger på at opgradere behandlingsindsatsen over for depression og angst, får man gennemsnitligt fire dollar igen målt i bedre sundhedstilstand og arbejdsevne i befolkningen.
DESVÆRRE OVERSER VI dagligt dette, og kun 3 % af verdens sundhedsbudgetter bruges på behandling af mentale lidelser. Det må vi som samfund lave om på, og fleksibel arbejdstid er bl.a. én mulighed for at gøre det. Med det kan landets hovedstad gå forrest i forsøget på at skabe bedre rammer for borgernes livskvalitet – og det må vel være en hver politikers mål?
Derfor kan jeg kun støtte Ninna Thomsens forslag. Men vi bliver også nødt til at være opmærksom på nogle af de forudsætninger, der skal være opfyldt, hvis forslaget skal blive en succes. For det er ikke nok, at medarbejdere på papiret får mulighed for at gå ned eller op i tid.
HVIS FOLK RENT FAKTISK skal gøre brug af muligheden, kræver det en kultur, som accepterer deres valg. Det skal ikke anses som værende et svaghedstegn eller som manglende dedikation at gå ned i tid. Og vi bliver nødt til at sikre, at det ikke kun er arbejdstiden, man kan vælge at reducere, men at arbejdsbyrden følger med. Det vil ikke virke positivt for vores mentale sundhed, hvis man som medarbejdere bare får mindre tid til at nå det samme. Tværtimod.
Som arbejdsgivere, ledere, kollegaer og borgere bærer vi alle et ansvar for udvikle en kultur, der også i praksis tillader folk at gå ned i tid. Hvis vi lykkes med det, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at københavnerne vil opleve en forbedret livskvalitet – forhåbentligt til inspiration for resten af landet. Og verden.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.