2.500 kroner om dagen. Det er cirka hvad en privat kursusudbyder kan kradse ind fra en erhvervsskole for et udliciteret AMU-kursus. ”Men hvad du fakturerer uden om, kommer ikke os ved,” lyder beskeden fra erhvervsskolen.
Så efter syv dages kursus kan den private udbyder stikke en fortjeneste på 110.000 kroner i lommen. AMU-kursisternes virksomhed har stort set tjent det samme, som hvis de ansatte havde arbejdet. Og selv efter at have betalt kursusudbyderens regning har erhvervsskolen 8000-9000 kroner til overs af tilskuddet fra Undervisningsministeriet.
Sådan fungerer den forretningsmodel, der i årevis har gjort AMU-kurser og VEU-godtgørelser til en lukrativ handelsvare for kursuskøbmænd, erhvervsskoler og virksomheder.
Alt sammen foregår på kanten af loven og uden for Undervisningsministeriets kontrol. Det forklarer den østjyske kursusudbyder Frank Hansen.
"Det er vanskeligt at eksistere i den her branchen, hvis ikke du svindler. Stort alle gør det. Det er ikke undtagelsen, det er reglen," fortæller han.
Big business efter finanskrisen
Frank Hansen er ikke hans rigtige navn. Den østjyske kursuskøbmand ønsker at være anonym, men hans identitet er kendt af Avisen.dk.
Specielt efter finanskrisens start er der kommet godt sving i den model, som Frank Hansen ikke tøver med at kalde ”AMU-karrusellen”. Frit inspireret af Stein Baggers store svindelnummer, der indtil afsløringen fremstod som et uskyldigt mesterstykke i god forretningssans.
Men hvordan kan de 2,3 milliarder skattekroner, der for eksempel blev postet i AMU-området i 2009, ende som big business for erhvervsskoler og kursusudbydere i fællesskab?
Det skyldes først og fremmest, at private kursusudbydere overtræder de lovbestemte regler for udlicitering af AMU-aktiviteter på et par afgørende områder. For det første må private kursusfirmaer ikke varetage myndighedsopgaver, herunder forvaltning af tilskud og VEU-godtgørelser. Og for det andet må private ikke opkræve penge fra de virksomheder, der benytter sig af AMU-kurser – det er erhvervsskolens ansvar.
Fidus 1: Sidefakturering
Som eksempel beskriver Frank Hansen et syvdages kursusforløb for 20 ansatte baseret på taksterne fra 2010.
De AMU-godkendte erhvervsskoler er forpligtet til at udlicitere en del af AMU-aktiviteten, men de må selv bestemme, hvor meget de betaler den private kursusudbyder. Undervisningshonoraret svinger fra skole til skole, men ligger typisk omkring 2.500 kroner per dag, forklarer Frank Hansen.
Det er ikke meget for en professionel kursusvirksomhed, hvor honoraret udover selve undervisningen også skal dække forberedelse, salg og bidrage til virksomhedens øvrige driftsudgifter. Løsningen er såkaldt sidefakturering, hvor den private kursusudbyder udover undervisningshonoraret fra erhvervsskolen også sender en regning til virksomheden, hvis ansatte gør brug af AMU-kurset.
Fidus 2: Lektielæsning i arbejdstiden
Sidefakturering er i strid med reglerne, men er en god forretning for alle parter. For 20 kursusdeltagere kan virksomheden høste VEU-godtgørelse for cirka 87.000 kroner. Kurset er tilrettelagt som fire dages undervisning og tre dages selvstudie. Den private kursusudbyder fakturerer virksomheden 25.000 kroner per dag. I alt 100.000 kroner, som kursusudbyderen i realiteten modtager for at vise vej til det kontor på AMU-skolen, hvor virksomheden kan få refunderet det meste af honoraret gennem VEU-godtgørelse.
Hvis arbejdsgiveren samtidig sørger for, at de ansatte passer deres arbejde under de tre dages selvstudie, kan hele processen faktisk give overskud for virksomheden.
Undervejs gør kursusudbyderen sig skyldig i at opkræve penge fra virksomheden samt at varetage myndighedsopgaver i form af forvaltning af tilskud og VEU-godtgørelser.
Fidus 3: Lok kunder med AMU-rabat
En kollega i branchen introducerede Frank Hansen til AMU-karrusellen i 2009. Han nåede at gennemføre seks kursusdage på ”modellen”, inden han reelt fandt ud af, hvad AMU-skolens konsulent mente med bemærkningen: ”Hvad du fakturerer uden om, kommer ikke os ved”.
Herefter sagde Frank Hansen stop. Men det bliver stadigt sværere at begå sig i branchen, hvis ikke man svindler.
"Jeg har tre muligheder. Jeg kan hoppe med på vognen og svindle, jeg kan lukke min butik, eller jeg kan sladre, og nu vælger jeg altså det sidste," siger han.
Frank Hansen har kendskab til adskillige private kursusudbydere, der har tilrettelagt deres salgsstrategi efter den ulovlige model. Allerede i det opsøgende salgsarbejde præsenteres virksomheden for muligheden for at opnå VEU-godtgørelse gennem den private kursusudbyders AMU-samarbejdsparter. Kursusudbyderens honorar reduceres fra starten med ”AMU-rabatten”. Tilbage står virksomheden med en meget billig eller gratis omgang efteruddannelse til sine medarbejdere.
"Samtidig med, at vi er ”ansat” i AMU-systemet som undervisere, bruger vi vores private virksomhed som løftestang til at skaffe kursister. Men som kursusudbyder må jeg ikke fakturere kunden for samme ydelse, som erhvervsskolen allerede har betalt mig for at levere,” forklarer Frank Hansen.
Fidus 4: Find en skole, der accepterer svindel
En omfattende reform af AMU-området satte skub i privatiseringen i 2003. Formålet var at øge konkurrencen, men ifølge Frank Hansen har privatiseringen omdannet erhvervsskolerne til købmandscentraler, der villigt deltager i AMU-svindelen.
"I gamle dage kunne vi konkurrere med erhvervsskolerne på kvalitet. I dag svindler vi sammen med nogle af dem," siger han.
AMU-skolerne selv er udmærket klar over, at de private udbydere spiller ulovligt dobbeltspil, når de både agerer mellemhandlere og undervisere.
Men for det meste sker det med en stiltiende accept.
"Nogen af skolerne er blevet gode til at styre uden om svindlerne, mens andre vader lige i fælden gang på gang. Og de fleste er vidende om, at det foregår,” siger Frank Hansen.
Fidus 5: Sælg varen videre og del rovet
Et andet hyppigt brud på AMU-reglerne er udlicitering i tredje led. De mest effektive kursusudbydere har så travlt, at sælger undervisningsopgaven direkte videre til andre konsulenter. Selv om det er skolernes pligt at sørge for, at AMU-kronerne forvaltes efter reglerne, foregår udlicitering til underleverandører ofte lige for næsen af dem.
”Jeg har kendskab til virksomheder, hvor ejerne sandsynligvis scorer mellem 500.000 og 1.000.000 kroner om året - stort set uden at undervise,” siger Frank Hansen.
Selv i en politisk set meget liberal branche mener den fortørnede kursusudbyder, at den kollektive svindelkultur bør give dårlig smag i munden.
"Grundlæggende kan vi jo godt lide privatisering og udlicitering, og så må vi også opføre os derefter. Vi foregiver jo selv at være professionelle ud i god ledelse, arbejdsglæde, værdier og etik moral, og alligevel er vi nogle ”skiderikker” og meget ringe rollemodeller, der udelukkende handler på profit, siger Frank Hansen og fortsætter:
”Vi burde skamme os.”