En ny analyse fra CEPOS viser, at 96 af landets 98 kommuner har mere end 3.500 kroner per indbygger stående i kommunekassen.
CEPOS mener, at en del af pengene i stedet bør komme borgerne til gode gennem lavere skat.
Der er godt med penge i de danske kommunekasser. Faktisk så mange, at borgerne i en lang række kommuner ifølge tænketanken CEPOS kunne få glæde af skattelettelser.
En ny analyse viser, at kommunernes likvide beholdninger er vokset markant siden 2007. Særligt København skiller sig ud. Her har kommunen 31.685 kroner stående per indbygger, og CEPOS vurderer, at kommunerne som udgangspunkt kan klare sig med en økonomisk buffer på omkring 3.500 kroner per indbygger.
Det betyder, at 96 af landets 98 kommuner ifølge analysen har større opsparinger end nødvendigt.
Familier kan spare tusindvis af kroner
I København vurderer CEPOS, at kommunen kunne sænke kommuneskatten med 2,88 procentpoint i fire år ved at bruge den del af opsparingen, der overstiger den anbefalede buffer.
For en typisk arbejderfamilie med to børn ville det ifølge tænketankens beregninger betyde en årlig besparelse på 15.509 kroner.
- Københavns Kommune er marineret i penge. Når kommunen har opbygget en så stor opsparing, bør politikerne overveje, om pengene ikke er bedre placeret hos borgerne, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Vil sende pengene tilbage til borgerne
CEPOS mener ikke, at skattelettelserne nødvendigvis behøver at gå ud over den kommunale velfærd. Tænketanken peger på, at kommunernes serviceudgifter i forvejen er begrænset af statslige rammer.
- Det handler ikke om at tage penge fra den kommunale velfærd. Det handler om, hvor stor en opsparing en kommune har brug for, og hvad der skal ske med pengene, når opsparingen bliver meget større end den nødvendige buffer, siger Karsten Bo Larsen.
Københavns Kommune har tidligere peget på, at pengene er afsat til kommende bygge- og anlægsprojekter, men den forklaring afviser CEPOS' forskningschef, som mener, at kommunens planer er urealistiske, fordi opsparingen er vokset, selv om kommunen allerede har udnyttet sin anlægsramme.
Se hvor mange penge din kommune har ifølge undersøgelsen.