Kun 60 procent af de adspurgte sommerhusejere lukker for hovedhanen, når de gør sommerhuset vinterklar.
Endnu færre tømmer vandinstallationerne.
LB Forsikring advarer om risikoen for frostskader og giver gode råd til at beskytte huset.
Efterårsferien er for mange sommerhusejere tidspunktet, hvor huset skal gøres klar til vinteren. Men en vigtig detalje bliver ofte glemt, og det kan føre til frostskader.
En ny medlemsundersøgelse fra LB Forsikring viser, at 60 procent af de adspurgte sommerhusejere lukker for hovedhanen, mens kun 36 procent tømmer rør, toiletter og andre vandinstallationer, og det kan give problemer, når frosten kommer.
- Vi ved af erfaring, at der hvert år sker frostskader i sommerhuse, fordi man enten ikke har tilstrækkeligt med varme på huset eller glemmer at lukke for hovedhanen og tømme rørene for vand, siger Maiken Sjöberg Russ, chef for Bil og Bolig i LB Forsikring.
Forsikringsselskabet anbefaler både at lukke for hovedhanen og tømme vandinstallationerne, så vandet ikke fryser og risikerer at sprænge rørene.
Varme kan beskytte mod fugt
Det er ikke kun vandrørene, der kræver opmærksomhed. Ifølge undersøgelsen sørger 38 procent af de adspurgte sommerhusejere for at holde temperaturen over 15 grader hele vinteren.
Vand: Luk for hovedhanen, og tøm rør, toiletter, cisterner og øvrige vandinstallationer.
Varme: LB Forsikring anbefaler mindst 15 grader i sommerhuset gennem vinteren.
El: Sluk elektriske apparater, og tag stikkene ud.
Fugt: Sørg for ventilation, og lad indvendige døre og skabe stå åbne.
Tag: Kontrollér taget, og fjern blade og skidt fra tagrenderne.
Have: Pak havemøbler og haveredskaber væk, og sørg for at låse skure og udhuse.
LB Forsikring anbefaler mindst 15 graders varme for at holde den værste fugt ude af huset.
- Vi anbefaler, at man altid har minimum 15 graders varme i sommerhuset hele vinteren, da det vil sikre, at den værste fugt holdes ude af huset, siger Maiken Sjöberg Russ.
Husk også haven og taget
Inden sommerhuset forlades, bør ejerne også kontrollere taget, rense tagrenderne og sikre løse genstande i haven. I undersøgelsen svarer 68 procent, at de fjerner løse genstande udendørs og sørger for at låse huset forsvarligt af.
Forsikringsselskabet anbefaler desuden at fjerne madvarer, slukke elektriske apparater og sikre, at der er ventilation i huset.