En 19-årig mand er anholdt og sigtet for to forsøg på voldtægt mod kvinder i Risskov.
Ifølge Østjyllands Politi skete anholdelsen på baggrund af et DNA-match.
En 19-årig mand er blevet anholdt og sigtet for to forsøg på voldtægt mod kvinder i Risskov i Aarhus.
Østjyllands Politi anholdt manden onsdag klokken 17.26 efter en omfattende efterforskning. Ifølge politiet førte et DNA-match til anholdelsen.
Det ene overfald fandt ifølge sigtelsen sted den 12. juli klokken 02.20 på Solbakken. Her skal en 22-årig kvinde være blevet væltet omkuld bagfra og udsat for et voldtægtsforsøg. Manden er også sigtet for røveri, fordi gerningsmanden efterfølgende stak af med kvindens taske.
Den anden sag drejer sig om et overfald på en 24-årig kvinde den 27. september klokken 22.00 ved Stationsgade. Også hun skal være blevet væltet omkuld bagfra og udsat for et forsøg på voldtægt. I denne sag er den 19-årige subsidiært sigtet for vold i gentagelsestilfælde.
- Vi har efter anholdelsen i går eftermiddags fortsat efterforskningen af sagerne, og i forlængelse af dette har vi vurderet, at den 19-årige mand skal sigtes for begge episoder, siger efterforskningsleder Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi.
Han tilføjer:
- Sagerne er fortsat under efterforskning, og vi har derfor ikke mulighed for at uddybe vores efterforskning yderligere for nuværende. Det, vi dog kan sige, er, at vi i går eftermiddags kunne skride til anholdelse af den 19-årige mand på baggrund af et DNA-match i vores efterforskning.
Håber det øger trygheden
Den 19-årige skal i dag torsdag klokken 11.30 fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre og kræve ham varetægtsfængslet.
- Vi har siden den første anmeldelse været opmærksomme på, at sagerne har medført en stor utryghed i området - og vi håber derfor også, at borgerne i både Risskov og på Trøjborg nu igen vil føle sig mere trygge, når de færdes i området omkring Riis Skov, siger Flemming Nørgaard.
Sagerne er fortsat under efterforskning.