Kirsten Schwalbe fra Struer har skrevet danmarkshistorie.
Med sine 112 år og 218 dage er hun nu den ældste person, der nogensinde har levet i Danmark.
Den tidligere rekord blev sat af Karla Lindholm Jensen, som døde i 2020.
Der er god grund til at fejre Kirsten Schwalbe fra Struer i dag. Men det er ikke hendes fødselsdag. Den 112-årige kvinde har nemlig slået en ganske særlig rekord og kan nu kalde sig Danmarks ældste person nogensinde. Det skriver TV Midtvest.
Onsdag den 14. oktober er Kirsten Schwalbe præcis 112 år og 218 dage gammel. Dermed har hun overgået Karla Lindholm Jensen fra Herning, som døde i 2020 i en alder af 112 år og 217 dage.
Klarer stadig det meste selv
Kirsten Schwalbe blev født den 10. marts 1914 i Salling og har tilbragt størstedelen af sit liv i Gimsing ved Struer. I dag bor hun i en ældrebolig i Struer, hvor hun stadig klarer mange af hverdagens opgaver selv. Hun har tre døtre på henholdsvis 81, 85 og 87 år. De to yngste besøger hende flere gange om ugen og hjælper blandt andet med indkøb, madlavning og tøjvask.
Kendt fra tv og sociale medier
Kirsten Schwalbe er efterhånden blevet et kendt ansigt i Danmark, og i dag strømmer det da også ind med lykønskninger fra nær og fjern. Blandt andet fra flere ministre og influencere.
Ander Hemmingsen har blandt andet ønsket Kirsten tillykke. Screenshot fra Hemmingsens Instagram-profil.
TV Midtvest har fulgt hende siden 2022, og hun har blandt andet medvirket i programmerne 'Længe leve de 100-årige' og 'Kirstens vilde år'. Hun har også udgivet en bog og har næsten 50.000 følgere på Instagram.
Ifølge TV Midtvest er Kirsten Schwalbe en af blot to nulevende danskere, der er fyldt 110 år. Den anden er Gerda Christensen fra Hobro, som er 110 år. Kirstens lillebror Bertel fylder desuden 105 år senere i oktober. De to udgør ifølge TV Midtvest verdens ældste nulevende søskendepar.
Og selv om Kirsten nu har skrevet danmarkshistorie, er hun ikke færdig med at samle år på kontoen. Hun regner nemlig med også at fejre sin 113-års fødselsdag.