Natten mellem 16. og 17. oktober flyttes den nordgående trafik på Hillerødmotorvejens forlængelse til nye spor.
Den sydgående trafik følger omkring en uge senere.
Arbejdet afhænger dog af vejret.
Bilister på Hillerødmotorvejens forlængelse kan fra weekenden se frem til en ændring i trafikken.
Vejdirektoratet oplyser, at de tre nye spor, der skal udgøre den nordgående del af den kommende motorvej, nu er klar fra Hillerødmotorvejens ophør til frakørslen ved Peder Oxes Alle.
Natten mellem fredag den 16. og lørdag den 17. oktober bliver den nordgående trafik flyttet over på den nye asfalt. Omkring en uge senere følger den sydgående trafik. Flytningen betyder, at Vejdirektoratet kan fortsætte arbejdet på de eksisterende vejbaner.
Stadig kun ét spor i hver retning
Selvom trafikken flyttes, vil der fortsat som udgangspunkt kun være ét åbent spor i hver retning.
Mellem Overdrevsvejen og Peder Oxes Alle får den nordgående trafik dog to spor. Det ene fører til frakørslen, mens det andet fortsætter nordpå. Her bliver hastighedsgrænsen 50 km/t.
- Vi glæder os over, at projektet er nået så langt, at trafikanterne nu får mulighed for at køre på et nyt stykke af den kommende motorvej, siger senior projektleder Assad Turkmani fra Vejdirektoratet.
Vejdirektoratet understreger, at arbejdet er afhængigt af vejret, og at trafikflytningen derfor kan blive udskudt.