I dag lanceres MitLivMed, et nyt digitalt fællesskab for mennesker med bipolar lidelse.
Bag initiativet står blandt andre Jesper Juel Jensen og den olympiske diskoskaster Lisa Brix Pedersen.
Målet er at gøre det lettere at finde støtte og dele erfaringer med andre.
Da Jesper Juel Jensen fik diagnosen bipolar lidelse, fulgte fire måneders sygemelding. Han havde fået en forklaring på sin sygdom, men savnede nogen, der forstod, hvordan det var at leve med den. Det blev begyndelsen på MitLivMed, et nyt digitalt fællesskab, der lanceres i dag tirsdag den 13. oktober.
Platformen skal give mennesker med bipolar lidelse mulighed for at dele erfaringer og finde støtte hos andre med samme diagnose.
- Da jeg blev diagnosticeret, manglede jeg nogen, jeg kunne spejle mig i, og som forstod min situation, så jeg ikke følte, at jeg stod alene med min diagnose, siger Jesper Juel Jensen.
Ifølge pressemeddelelsen lever op mod 120.000 danskere med bipolar lidelse. Samtidig viser en undersøgelse fra Psykiatrifonden, at 60 procent af mennesker med psykisk sygdom oplever diskrimination. Det kan gøre det svært at være åben om sin diagnose.
Bygger videre på eksisterende fællesskaber
Med på holdet bag MitLivMed er Sanne Hermann, der for omkring 15 år siden oprettede Facebook-grupper for mennesker med bipolar lidelse. Grupperne er siden vokset til at være blandt de største af deres slags i Danmark, og nu vil hun være med til at samle erfaringerne på en ny platform.
- Det er så rart, at man kan gå ind på de her grupper, hvor der sidder tusindvis af mennesker, som lige nøjagtig ved, hvordan man har det. Vi hjælper hinanden, fordi vi forstår hinanden, og håbet er, at med flere ressourcer, kan vi gøre dette bedre, siger Sanne Hermann.
Også den olympiske diskoskaster Lisa Brix Pedersen er en del af initiativet. Hun lever selv med bipolar lidelse og håber, at andres erfaringer kan gøre en forskel.
- Jeg tror på, at dét at dele erfaringer, som andre kan spejle sig i, er vigtigt for alle mennesker, men endnu mere værdifuldt for folk, der lever med en psykisk lidelse, siger Lisa Brix Pedersen.
Pårørende kæmper også for hjælp
Behovet for støtte gælder ikke kun mennesker med en psykisk sygdom. Ifølge en rapport fra VIVE og TrygFonden oplever tre ud af fire pårørende til mennesker med psykisk sygdom, at de selv må kæmpe for, at deres nærtstående får den nødvendige hjælp.
Med MitLivMed håber initiativtagerne at skabe et sted, hvor mennesker med bipolar lidelse kan udveksle erfaringer om blandt andet familie, arbejde og hverdagen efter diagnosen.
Det er gratis at oprette en profil på siden.