Richard Hammond, kendt fra Top Gear og The Grand Tour, har indgået et samarbejde med bilteknologivirksomheden Carly.
Målet er at give bilejere bedre indsigt i deres biler. Samtidig viser virksomhedens egne data, at mange af de undersøgte danske biler har kritiske fejl.
De fleste bilentusiaster kender ham fra Top Gear og The Grand Tour, hvor han gennem årene har testet alt fra almindelige familiebiler til nogle af verdens mest eksklusive sportsvogne. Nu får den britiske tv-vært Richard Hammond en ny rolle.
Han er blevet ambassadør for den tyske bilteknologivirksomhed Carly, der står bag en app, som hjælper bilejere med at opdage fejl og få bedre overblik over bilens tilstand. Samarbejdet skal gøre det lettere for almindelige bilister at forstå teknikken i moderne biler.
- Det er nærmest utroligt, hvad moderne biler kan. Men biler er også blevet meget sværere at overskue for den almindelige bilist. Det gode ved Carly er, at deres diagnosticeringsapp giver mennesker et mere tydeligt billede af, hvad der faktisk sker med deres bil, så de kan opdage problemer tidligere og dermed slippe for unødig stress og omkostninger længere henne i forløbet, siger Richard Hammond.
Over halvdelen havde kritiske fejl
Samtidig med lanceringen offentliggør Carly nye tal, der kan give danske bilejere anledning til eftertanke. Ifølge virksomheden havde 52,22 procent af de biler, der blev diagnosticeret med Carly i Danmark, mindst én kritisk fejl, som ifølge virksomheden krævede øjeblikkelig udbedring af hensyn til trafiksikkerheden.
Tallene bygger på diagnosticeringer foretaget mellem september 2025 og august 2026. Der er dog ikke tale om en undersøgelse af alle danske biler, men af biler, hvor ejerne har benyttet Carlys løsning. Resultatet kan derfor ikke bruges til at konkludere, at over halvdelen af den samlede danske bilpark har kritiske fejl.
Til sammenligning fandt virksomheden kritiske fejl i 56,65 procent af de undersøgte biler i Norge og 50,79 procent i Sverige.
Kan afsløre skjulte problemer
Carlys løsning består af en app og en scanner, som kobles til bilens diagnosesystem. Herfra kan bilejeren blandt andet få adgang til fejlkoder, oplysninger om batteriets tilstand og servicedata.
Systemet kan også bruges i forbindelse med køb af brugte biler, hvor det blandt andet kan hjælpe med at undersøge, om der er tegn på manipulation med kilometerstanden. Ifølge Carly benyttes løsningen af mere end fire millioner bilister på verdensplan, heraf 350.000 i Norden.
Med Richard Hammond som ambassadør håber virksomheden nu at gøre flere bilister opmærksomme på de oplysninger, der gemmer sig i bilernes elektroniske systemer.