En 43-årig mand er idømt to år og seks måneders fængsel ved Retten i Roskilde.
Han udsatte gennem knap fem år sin daværende kæreste for psykisk vold og blev desuden dømt for vold, voldtægt og stalking.
En 43-årig mand er onsdag blevet idømt to år og seks måneders fængsel ved Retten i Roskilde for gennem flere år at have udsat sin daværende kæreste for psykisk vold. Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjælland.
Fra 2020 til 2025 blev kvinden udsat for nedværdigende behandling og omfattende kontrol på forskellige adresser i Roskilde, Helsingør og Lejre. Manden manipulerede hende blandt andet til at udføre seksuelle handlinger foran et webcam mod betaling.
Pressede kvinden med falsk profil
Den 43-årige oprettede også en falsk profil, som han brugte til at true kvinden med at offentliggøre intime billeder til personer i hendes omgangskreds. På den måde pressede han hende til at sende flere intime billeder og videoer.
Retten fandt desuden, at manden havde overtrådt voldtægtsbestemmelsen ved gennem den falske profil at presse kvinden til seksuelle handlinger mod hendes vilje.
- Der er tale om, at manden har udsat kvinden for systematisk negativ social kontrol og igen og igen har fået hende til at bryde sine egne grænser, siger senioranklager Andreas Dahl fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjælland.
Overvågede hendes bil med GPS
Manden blev også dømt for to tilfælde af fysisk vold mod kvinden og for gentagne gange at have overvåget hende ved hjælp af GPS-sendere på hendes bil. Da kvinden forlod ham i 2025, fortsatte han med at forsøge at kontakte hende, blandt andet via e-mails. Derfor blev han også dømt for stalking.
Politiet fik kendskab til sagen i 2025. Under efterforskningen bidrog ejeren af de webkanaler, der indgik i sagen, med oplysninger om kvindens oplevelser. Manden blev tiltalt i 2026.
Den 43-årige har taget betænkningstid med hensyn til, om han vil anke dommen.