En 65-årig mand mistede onsdag livet efter et knivstikkeri i Nedergade i Odense.
Politiet har anholdt en 81-årig mand, som nu er sigtet for manddrab.
En 65-årig mand er død efter et knivstikkeri i Nedergade i Odense onsdag den 14. oktober. Det oplyser Fyns Politi, som har anholdt en 81-årig mand og sigtet ham for manddrab.
Både den afdøde og den sigtede er fra Odense Kommune. Den 81-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Odense torsdag den 15. oktober klokken 08.30.
Politiet har afsluttet undersøgelserne
Politiet afspærrede tidligere onsdag Nedergade i forbindelse med efterforskningen. Klokken 16.29 oplyste Fyns Politi, at undersøgelserne på gerningsstedet var afsluttet, og at afspærringen var ophævet.
Politiet har endnu ikke oplyst nærmere om omstændighederne omkring knivstikkeriet eller en eventuel relation mellem de to mænd.