Københavns Vestegns Politi har gjort 5.000 kvadratmeter grønne arealer mere insektvenlige.
Politiet er blevet sommerfuglepartner hos Danmarks Naturfredningsforening og undersøger nu, om flere af politikredsens adresser kan være med.
Normalt forbinder man politigårde med patruljevogne og uniformer. Men ved politigården i Albertslund har sommerfugle og vilde blomster nu også fået plads.
Københavns Vestegns Politi har nemlig besluttet at bruge 5.000 kvadratmeter grønne arealer til at hjælpe insekterne og den lokale natur. Politikredsen er i 2026 blevet sommerfuglepartner hos Danmarks Naturfredningsforening, og siden foråret har man ændret måden, de grønne områder bliver passet på.
Græsset får lov at vokse, der bliver ikke længere gødet, og hjemmehørende blomsterarter skal give bedre levevilkår for sommerfugle og andre insekter. Der er også etableret insekthoteller. Det oplyser Danmarks Naturfredningsforening.
Politiet vil hjælpe naturen
Initiativet er en del af politiets arbejde med bæredygtighed.
- Vi har ikke meget uudnyttet jord omkring politigården, men med det, vi har, vil vi gerne give vores lokale bidrag til at reducere miljø- og klimapåvirkningen, forbedre biodiversiteten og støtte samfundets grønne omstilling, siger Alessandra Giraldi, der er sekretariatschef hos Københavns Vestegns Politi.
På arealerne vokser blandt andet hvid okseøje, kornblomst og blåhat, og ifølge sekretariatschefen har forandringen også gjort arbejdspladsen mere indbydende.
- Jeg har altid været glad for at møde ind på vores arbejdsplads, men i sommer var det ekstra smukt, for der er simpelthen et væld af farver og summen. Det gør noget ved humøret, siger Alessandra Giraldi.
Flere politistationer kan følge efter
Politikredsen planlægger at udvide indsatsen med flere insekthoteller og fuglekasser i de kommende sæsoner. Samtidig undersøger man, om politiets adresser i Høje Taastrup og Rødovre også kan blive en del af projektet.
Hos Danmarks Naturfredningsforening glæder man sig over initiativet. Mikkel Ejsing, der er sommerfugleambassadør i foreningen, peger på, at selv mindre grønne områder kan gøre en forskel for insekterne.
- Den gode nyhed er til gengæld, at naturen er meget taknemmelig – der er kontant afregning. Hvis du planter nogle hjemmehørende blomster eller lader være med at slå græsset i nogle områder, så flytter insekter og sommerfugle lynhurtigt ind. Og alle kvadratmeter tæller, siger han.
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening har sommerfuglepartnerskabet indtil videre bidraget til mere end 600.000 kvadratmeter insektvenlige arealer hos virksomheder og institutioner rundt om i Danmark.