Danske fiskere smider årligt omkring 1.900 ton fisk ulovligt tilbage i havet.
Det svarer til 11 procent af fangsterne i de undersøgte fiskerier.
Miljøministeren vil nu styrke kontrollen med kameraer ombord på fiskefartøjerne.
Omkring 1.900 ton fisk bliver hvert år smidt ulovligt tilbage i havet af danske fiskere, selvom reglerne kræver, at fiskene skal bringes i land og tælles med i fiskekvoterne. Det viser en ny rapport fra DTU Aqua, der har undersøgt udsmid i dansk fiskeri fra 2023 til 2025.
Problemet er blandt andet, at mange af fiskene dør efter at være blevet smidt over bord. Samtidig kan udsmid af små fisk skade bestandenes mulighed for at vokse. Det er især bundtrawlfiskeriet i Skagerrak, hvor torsk og kuller bliver smidt ulovligt ud, der giver problemer.
Minister vil have flere kameraer
Miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) vil nu have udarbejdet en konkret plan for mere kamerakontrol på danske fiskefartøjer.
- De her tal viser med al tydelighed, at den nuværende kontrol slet ikke er effektiv nok, siger ministeren.
Kameraerne skal gøre det muligt for myndighederne at kontrollere, hvilke fisk der fanges og smides ud.
Målet i fiskeriaftalen er, at mindst 90 procent af de landede fangstmængder fra danske erhvervsfartøjer i 2029 skal komme fra fartøjer med elektronisk kameramonitorering. Fra januar 2028 indføres desuden EU-krav om kameraer på fangstfartøjer over 18 meter efter en risikovurdering.