Østjyllands Politi har opdaget 19 sager, hvor forældre fejlagtigt er blevet sigtet, fordi deres børn har kørt ulovligt på el-løbehjul.
Sigtelserne trækkes tilbage, og betalte bøder bliver tilbagebetalt.
Forældre, der har fået en bøde, fordi deres børn har kørt ulovligt på el-løbehjul, kan nu se frem til at få pengene tilbage.
Østjyllands Politi erkender, at der i 19 sager fejlagtigt er blevet oprettet sigtelser mod forældre til børn under 15 år. Børn under 15 år må ikke køre på el-løbehjul uden følgeskab af en voksen. Men selvom barnet bryder reglerne, giver loven ikke politiet mulighed for at straffe forældrene med en bøde. Det er alligevel sket.
Politiet har nu gennemgået sagerne og besluttet at trække både sigtelser og bøder tilbage. De berørte borgere får besked inden for de kommende dage.
- Det er en fejl, vi er rigtig trætte af, for vi skal selvfølgelig ikke dele bøder ud uden det rette grundlag. Vi beklager over for de borgere, der har fået bøderne, og vi har fulgt op internt ved at gennemgå procedurerne, så vi sikrer, at vi ikke laver samme fejl igen, siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby.
Politiet fortsætter kontrollen
Fejlen får dog ikke Østjyllands Politi til at skrue ned for kontrollen med el-løbehjul. Politiet er bekymret over antallet af ulovlige el-løbehjul, der kan køre langt hurtigere end tilladt. Samtidig oplever politiet, at mange børn kører for stærkt og uden hjelm.
- Vi kommer også fremadrettet til at have et fokus på de ulovlige el-løbehjul, for vi ser desværre mange farlige situationer, hvor alt for unge mennesker kører på alt for hurtige løbehjul, siger Thomas Schouby.
Han understreger, at de 19 sager kun udgør en lille del af politiets samlede indsats mod ulovlig kørsel, og politiet opfordrer fortsat forældre til at holde øje med, om deres børn overholder reglerne for el-løbehjul.