Nickelback spiller i Royal Arena i København den 13. juli 2027 som led i bandets nye verdensturné.
Billetsalget starter fredag.
Det canadiske rockband Nickelback vender tilbage til Danmark, når bandet den 13. juli 2027 giver koncert i Royal Arena i København.
Koncerten bliver afslutningen på den europæiske del af bandets Everything Under The Sun Tour 2027, der også bringer Nickelback til blandt andet London, Amsterdam, München og Oslo. Turnéen følger udgivelsen af bandets 11. studiealbum, Everything Under The Sun, der udkommer den 30. oktober.
Nickelback har gennem årene solgt næsten 65 millioner album på verdensplan og står bag hits som How You Remind Me, Photograph og Rockstar. Det britiske rockband Don Broco tager med som opvarmning.
Billetsalget begynder fredag
Billetterne til koncerten sættes til salg fredag den 16. oktober klokken 10.00 via Live Nation og Ticketmaster.
Der er desuden mulighed for forsalg. Mastercard-kunder får adgang fra onsdag den 14. oktober klokken 10.00, mens Live Nations nyhedsbrevsmodtagere kan købe billetter fra torsdag den 15. oktober.