Plant Food Festival vender tilbage til Savværket i Aarhus.
Alle standpladser er solgt, og mere end 1.000 billetter er allerede afsat.
Festivalen er gratis, men kræver billetbestilling.
Der bliver rig mulighed for at smage på plantebaseret mad, når Plant Food Festival vender tilbage til Aarhus den 7. og 8. november.
Mere end 30 udstillere deltager i festivalen, hvor gæsterne kan opleve nye fødevarer, smagsprøver, workshops og oplæg. Ifølge arrangøren, Dansk Vegetarisk Forening, er alle standpladser allerede solgt, og over 1.000 billetter er afsat.
- Vi er enormt glade for den opbakning, vi allerede inden messen mærker i Aarhus, siger Emil Kleis Boll, der er messeansvarlig i Dansk Vegetarisk Forening.
Lokale madoplevelser og nye aktiviteter
Alle festivalens madboder kommer fra Aarhus. På menuen er blandt andet falafelruller, burgere med østershatte og plantebaserede gryderetter. Festivalen byder også på nye aktiviteter, herunder såkaldte Food Walks for medlemmer af Dansk Vegetarisk Forening. Her kan deltagerne følge forskellige ruter mellem udstillerne og få inspiration til madlavningen derhjemme.
Derudover bliver der workshops, debatter og en prisuddeling for plantebaseret takeaway fra Aarhus og omegn.
Gratis adgang kræver billet
Festivalen afholdes i Savværket i Aarhus og henvender sig både til erfarne vegetarer og andre, der er nysgerrige på plantebaseret mad. Det er gratis at deltage, men gæsterne skal bestille billet på forhånd via Plant Food Festivals hjemmeside.
Festivalen arrangeres af Dansk Vegetarisk Forening i samarbejde med Plantebranchen og Økologisk Landsforening.