Arbejdstilsynet udstedte 597 administrative bøder i 2025, men ingen handlede om psykisk arbejdsmiljø.
Det vil fagforeningen DM ændre med nye regler, højere bøder og flere penge til tilsyn.
Arbejdsgivere skal kunne få store bøder, hvis de ikke sørger for et ordentligt psykisk arbejdsmiljø. Det mener den akademiske fagforening DM, som nu præsenterer et politisk udspil med skærpede sanktioner.
Forslaget kommer efter et år, hvor Arbejdstilsynet ifølge DM udstedte 597 administrative bøder for overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Ingen af dem handlede om psykisk arbejdsmiljø. Samtidig vedrørte blot 685 af Arbejdstilsynets 18.158 reaktioner i 2025 psykisk arbejdsmiljø. Det svarer til knap fire procent.
- Vi tager slet ikke psykisk arbejdsmiljø alvorligt nok i Danmark. Det er en falliterklæring, og det er på høje tid at ændre. Arbejdsgiverne kan ikke længere fralægge sig ansvaret. Hvis de gør, skal de mødes af konsekvenser, der kan mærkes, også på bundlinjen, udtaler Janne Gleerup, forperson for DM.
Bøder på op mod 66.900 kroner
DM foreslår, at Arbejdstilsynet får mulighed for at udstede administrative bøder for dårligt psykisk arbejdsmiljø uden først at give arbejdsgiveren et påbud.
I dag har Arbejdstilsynet ikke hjemmel til at udstede den type bøder direkte. Tilsynet kan dog indstille sager til politiet med henblik på strafforfølgning. Ifølge fagforeningens forslag skal grundbøderne være på enten 36.900 eller 66.900 kroner afhængigt af overtrædelsens alvor, og hvis flere medarbejderes psykiske helbred er blevet påvirket, skal grundbøden forhøjes med yderligere 10.000 kroner. Bøderne skal desuden kunne stige afhængigt af virksomhedens størrelse.
DM har lavet et regneeksempel, hvor en virksomhed med 50 ansatte kan få en bøde på omkring 82.000 kroner for manglende forebyggelse af dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Vil bruge 50 millioner kroner om året
Fagforeningen vil samtidig afsætte 50 millioner kroner ekstra om året til Arbejdstilsynets arbejde med psykisk arbejdsmiljø. Pengene skal blandt andet sikre flere tilsyn på arbejdspladser, hvor medarbejderne risikerer stress og andre psykiske belastninger.
Ifølge tal, som DM henviser til fra Arbejdstilsynet, havde hver sjette arbejdende dansker symptomer på stress i 2025. Ni ud af ti af dem pegede på arbejdet som en hel eller delvis årsag. DM fremhæver desuden, at arbejdsrelateret stress hvert år koster den danske økonomi 55 milliarder kroner.
- Når det psykiske arbejdsmiljø svigtes, betaler både den enkelte, arbejdspladser og samfundet prisen, udtaler Janne Gleerup.
Hun understreger, at bøder ikke alene kan løse problemerne, men at økonomiske konsekvenser kan få arbejdsgivere til at prioritere medarbejdernes psykiske arbejdsmiljø højere. Forslaget skal efter DM's ønske indgå i den kommende arbejdsmiljøaftale for 2027-2030.