Et knivopgør mellem teenagere i Herlufmagle ved Næstved skyldes uvenskab.
Sådan lyder vurderingen fra Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi af motivet på baggrund af flere tekniske spor og afhøringer af vidner.
"Vi er nu kommet frem til, at der har været en form for uvenskab drengene imellem i et stykke tid. Det kulminerede så i går aftes, hvor de mødtes på offentlig gade klokken 22, hvor den 14-årige så bliver stukket to gange i ryggen," siger politikommissær Kenneth Pedersen til Newspaq.
Den 14-årige er uden for livsfare, men stadig indlagt på hospitalet, oplyser politiet. Den 16-årige er nu anholdt og skal for en dommer onsdag. Politiet håber på en varetægtsfængsling, mens de efterforsker sagen.
"Vi har her klokken 13 et grundlovsforhør ved retten i Næstved, hvor vi vil forsøge at få varetægtsfængslet den 16-årige. Vi har en del tekniske spor og en del vidner, vi skal have styr på," fortæller Kenneth Pedersen.
Knivopgøret skete klokken 21.58 tirsdag aften.