Familiefaren fra søndagens familietragedie på Rigshospitalet er kendt som en, der kan tale med døde ånder.
58-årige Graham, der søndag overfaldt sine tvillingedøtre på fire år med en kniv på Rigshospitalet, er nemlig en kendt tv-clairvoyant fra programmer, som 'Ånderne vender tilbage' på TV3, skriver BT.
Han var tæt på at sende sine tvillingepiger i døden med overfaldet og forsøgte bagefter at tage sit eget liv ved at stikke sig i maven og hoppe ud ad vinduet.
Men normalt er Graham kendt som en clairvoyant, der kan skabe kontakt til ånder og tale med dem ved at blive besat af sin åndelige vejleder Dr Karl. Ham beskriver han selv som en genial læge fra Preussen i Tyskland, der døde i begyndelsen af 1900-tallet.
I efteråret 2011 kunne man se ham i 'Ånderne vender tilbage' på TV3 Puls, og han har også været med i 'Klarsyn', og 'Troldmandsskolen'. Her kunne se man ham gå i trance og blive besat af de døde ånder.
Tv-vært Ibi Støvring, som er et af de kendte ansigter, der tidligere har stået foran kameraet med Graham, er rystet.
- Jeg har ikke andet at sige, end at det er dybt tragisk, og mine tanker går til tvillingerne og moderen, siger hun ifølge Ekstra Bladet.
Kilde: bt.dk, Ekstra Bladet