De fleste kan komme til at dumme sig i en brandert og fortryde bagefter.
For en 44-årig mand fra Slagelse er der i dag lidt at være flov over. I går aftes lidt over seks rendte han nemlig nøgen rundt i det centrale Slagelse i forvildet fuldskab, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Den nøgne mand generede åbenbart en del mennesker, og folk ringede og meldte ham til politiet, der herefter kom og kørte ham hjem.
Allerede tidligere på dagen havde manden gjort opmærksom på sig selv ved standervissen at falde i søvn i en Aldi-butik. Fordi politiet frygtede for hans og andres sikkerhed i trafikken, kørte de ham også ved den lejlighed hjem.
Men det lykkedes altså manden at bevæge sig ud igen, og han kan nu se frem til en bøde for at forstyrre den offentlige orden.