Den 23-årige Dennis Kaufmann Larsen, der i sidste uge blev offer for grov vold i Kolding, døde fredag aften.
Han har siden overfaldet ligget i koma på Odense Universitetshospital. I aftes blev der så slukket for respiratoren.
En 19-årig mand er anholdt i sagen og sidder varetægtsfængslet. Han risikerer nu en skærpet sigtelse, forklarer Henrik Petersen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.
"Han har foreløbigt sigtet for kvalificeret vold, som det hedder efter straffelovens paragraf 245. Det er ikke utænkeligt, at vi ændrer på det," siger han til Newspaq.
Den unge mand kan derfor ende med at blive sigtet for for eksempel vold med døden til følge eller uagtsom manddrab.
Dennis Kaufmann Larsens far har tidligere sagt til JyskeVestkysten, at han ikke længere håbede, at sønnen vågnede op. Lægerne havde nemlig fortalt, at sønnen var være stærkt hjerneskadet og tæt på at være hjernedød.
"Det er hårdt som far, at se sin bevidstløse søn i respirator. Men jeg ønsker ikke, at han vågner op igen. Skulle det mod forventning ske, venter der ham ikke et værdigt liv. Man kan aldrig vænne sig til tanken om at skulle tage afsked med sin dreng. Men jeg er begyndt at forholde mig til tingene," sagde han tidligere på måneden til JydskeVestkysten.
Dennis Kaufmann Larsen døde klokken 21.45 fredag aften.