Sidste år var det bremserne, den var gal med. Og nu er Fords store elbilmodel Mustang Mach-E røget i problemer igen. Denne gang er det bilens låsesystem, der ikke fungerer korrekt, og derfor er Ford Motor nødt til at tilbagekalde mere end 197.000 biler på det amerikanske marked og 120.000 biler, der er solgt uden for USA.
Det drejer sig helt konkret om modellerne fra 2021-2025.
Ifølge CBS News kan dørlåsene svigte, så man ikke kan åbne dørene udefra, hvis bilens batteriniveau bliver for lavt. Det betyder, at passagerer kan blive fanget inde i bilen, hvilket kan være farligt især for børn eller andre, der ikke selv kan komme ud, vurderer den amerikanske trafiksikkerhedsmyndighed NHTSA.
Det vides ikke, hvor mange modeller af Fords Mustang Mach-E der i alt kører i Danmark, men ifølge B.T. blev der i første kvartal sidste år indregistreret 570 nye udgaver af bilen herhjemme.