Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
SKÆBNEN HAR GJORT MIG TIL TAXICHAUFFØR med en hel del kørsel de mest velpolstrede kommuner nord for København. Jeg har selv boet i Hellerup i mine økonomiske, velpolstrede år, og mine tre døtre tog deres ungdomsuddannelse i Gentofte og på Frederiksberg. I gymnasiet.
Så jeg kan ikke være og er ikke overrasket over, at begrebet den sociale arv ikke blot handler om de udfordringer, som de under-privilegerede klasser, de kortest uddannede og de dårligst betalte slæber med sig. Borgerskabets bedre vilkår går også i arv. Og nogle gange har de udviklet sig til forudsigeligheder, som overgår min tidligste barndom på Bornholm 60’erne, hvor bønder stadig kunne tvinge sønnerne til at blive – bønder.
Jeg troede, at den stive klassetænkning var fordampet - men jeg tager fejl.
Nogle gange virker det nærmest modsat. - Trods alle de moderne styringsmetoder, trods alle skåltalerne om erhvervsuddannelsernes vigtighed, har hykleriet bredt sig.
Der snakkes op og ned ad stolper om deres betydning, mens de undervurderes og udsultes.
VERDEN OG DANMARK har forandret sig med nærmest revolutionær kraft. Det gamle industrisamfund har eksporteret det egentligt ufaglærte arbejde til dele af verden, hvor arbejdskraften er discount-billig. Den tidligere ufaglærte arbejder bliver uddannet – og den, der ingenting lærer er 'på skideren' for nu at sige det, som det er.
Der er nok ikke det parti i folketinget, som ikke trækker uddannelseskortet, når vi taler om landets og ungdommens fremtid. Og hvis velviljen havde hold i virkeligheden, ville netop det brede uddannelsesområde rangere højere på skalaen, når regeringen vedtager samfundets budgetter. Men ikke mindst den siddende regering er åbenbart så optaget af indvandring og skatte-diskussioner, at visionerne om den kommende generations uddannelse kommer ind længere nede på ønskesedlen.
Den mangel på nytænkning – trods alle erklæringer i Danmark, i verden – ja i den globale leder-elites workshop i de schweiziske Davos – er måske skyld i, at også borgerskabets børn vælger den totalt forudsigelige fremtid for sig selv.
Der er ikke mange overraskelser i taxien, når de unge fra Gentofte og omegn åbner sig på vej hjem fra nattelivet:
- Et sabbatår, og så regner jeg med at begynde på CBS (Copenhagen Business School).
Svaret er lige så forudsigeligt, som da det unge menneske skulle vælge ungdomsuddannelse og svaret var – studentereksamen. Mere end 95 pct. af de unge i Gentofte kommune vælger at tage en studentereksamen. At uddanne sig til håndværker i en af middelstandens ghettoer virker lige så eksotisk som at blive balletdanser, når man kommer fra Brabrand
Erhvervsuddannelse? - det er noget, vi har folk til!
Borgerskabets indbyggede opportunisme er meget lidt overraskende. Og fuldt forståelig. For når der med studentereksamen og djøf-uddannelse fuldautomatisk følger bulldog, bitcoins og bungalow i vores nye samfund, - som der var garanti for villa, vovse og vovhund i det gamle – hvorfor skulle man så ønske sig forandringer?
Det er ikke i borgerligheden, at man skal finde de reelle spirer til ændringer af samfundet
DE LIBERALE KRÆFTER i dette land elsker at bruge virksomhedsdrift som metafor for deres ideal om forretningen Danmark. Men hvorfor gør man ikke det, der karakteriserer det dygtigste erhvervsliv: Finder den korteste rute mellem strategi, mål, og handling?
Hvorfor vikler man sig ikke ud af regneark og New Public Management, hvor man med den ene hånd trækker reelle beskæringer med over erhvervsuddannelserne, mens man ikke evner at finde tilstrækkeligt fornyelses-ressourcer med den anden? DF kalder det brandærgerligt – og stemte så for finansloven. Bag, Tulle, den gemytlige bonderøv fra Vorbasse, gemmer der sig en vaskeægte djøf’er (cand.merc.jur).
Og mens vi er ved folkepartiet, hvis vigtigste opgave er at holde landet fri for indvandring:
Hvorfor sikrer partiet ikke en grundlæggende investering i erhvervsuddannelserne, når man ved, at det danske erhvervsliv lige om lidt står med akut mangel på faglig arbejdskraft. Et problem, der i sidste ende kun kan løses enten ved at sende arbejdsopgaver ud af landet – eller ved at få udenlandsk arbejdskraft hertil?
Hvorfor garanterer erhvervslivet ikke de unge en praktikplads, så arbejdsgiverne er med til at løse det mangel-problem, som de allerede er begyndt at græde over?
Og med fremtiden for øje:
Hvorfor bekæmper vi ikke den sociale klassedeling i uddannelsessystemet ved at tænke i enhedsskole – en samlet ungdomsuddannelse, der rummer hele spekteret fra lærlingeuddannelse til universitetsforberedelse. Hvorfor flytter man ikke disruption-tanken ud fra råd og aviskronikker – og ind i en dannelse og uddannelse af de unge, der angiveligt skal leve i en ny verden af kunstig intelligens og robotter.
VI HAR BEHOV FOR EN FOLKEBEVÆGELSE af lærere, erhvervs- og fagforeningsfolk som gør oprør mod hykleriet på uddannelsesområdet. Et opgør mod den urimelige afstand mellem det, vi ønsker og de beslutninger, vi træffer.
Et oprør, der skaber ideer og forslag til fornyelse, som vores parlament ikke evner at udtænke.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.