Blog

Af Jesper Grunwald
Se alle blogindlæg

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

NÅR MAN følger overenskomstforhandlingerne, er det svært at undgå billedet af en teaterforestilling. Vel at mærke en af de søvnige, hvor rollerne er stivfrosne og replikkerne er forudsigelige til døden.

Jeg havde selv ”fornøjelsen” af at opleve sammenbruddet i statsoverenskomsten på åben skærm som paneldeltager i TV2 NEWS’ eftermiddagsprogram News & Co. Der blev sendt direkte fra forhandlingerne. Forhandlerne lignede zombier på vandring mod deres tomme grave. Nætter uden nattesøvn havde sat deres spor. Og de fagpolitiske reportere befandt sig i en stemning, som bedst kan beskrives som en blanding af dommedagsfrygt og erotisk ophidselse.

DER VAR GODT NOK ikke meget nyt at sige i panelet. Overenskomstforhandlingerne er som de skal være. Det er den danske model. Er det?

Den der med den danske model bliver godt nok trukket bredt ud i mange argumentationer:

Den danske model er, at det er arbejdsmarkedets parter og ikke staten, der forhandler de overordnede løn- og arbejdsforhold.

Den danske model er flexicurity. Det er nemt for arbejdsgiverne at fyre folk, for samfundet stiller med et anstændigt sikkerhedsnet, når det går galt.

Den danske model er, at vi ikke bryder os om hårde arbejdskampe men er gode til at omsætte konfliktsituationer til anstændige aftaler.

Der er en dansk model til hvad som helst. Men lige under den aktuelle åh-nej-skal-vi-nu-til-det-igen-stemning gemmer der sig også en konsekvens af de sidste tiårs hundsen rundt med den offentlige sektor og dens medarbejdere.

DER ER VREDE og bitterhed blandt de offentligt ansatte. Og derfor står vi ret sikkert, trods mægling og gode hensigter, overfor en storkonflikt på det offentlige område. Den er ikke tilsigtet – men den er uundgåelig.

Det offentlige beskrives i debatterne direkte og især indirekte som først og fremmest en uproduktiv klods om benet. Det er nærmest pinligt, at den er så stor. Og fordi den er så stor, er velfærdssamfundet truet. For der er alt, alt for mange, som får deres løn og levebrød via skatter og afgifter, og det tager næring ud af iværksætteriet, at skatten strammer om os som spændetrøjen på et sindssygehospital.

Lad os nu sige det lige ud: hvis du er ansat i stat, region eller kommune er du med til at gøre os alle sammen fattigere.

Den blå sarkasme kommer til fuldt udtryk, når de borgerlige politikere og deres tjenstvillige gadedrenge deler en morsomhed som denne på især de sociale medier: Hvis arbejds- og lønforhold er så meget bedre i det private – hvorfor går de offentligt ansatte så ikke bare ind for privatisering?

DEN TILSTUNDENDE konflikt er selvforskyldt i forhold til de offentlige arbejdsgivere og de, der har valgt dem til at være det. Og det er jo dybest set det store flertal af den danske befolkning. Fra centrum-venstre og helt ud til højre har vi accepteret, at politik er overtaget af det økonomiske og politologiske verdenssyn.

Trylleformularen i det sidste år har givet os et slagord som både er umådeligt grimt og selvfølgelig. Vi skal drive og lede den offentlige sektor på en ny måde. Det kan ingen vel være uenig i. Det er nok derfor, at embedsmænd og politikere har valgt det engelske udtryk New Public Management.

For pokker da. Det er jo bare ord - og ord er bare kultur. Nu forhandler vi overenskomst, og det er jo en anden verden.

 Jeg er helt uenig i den påstand.

De nye overenskomster skal indgås i lyset af en offentlig sektor, som i stadig højere grad har været presset og iscenesat som en adfærdsvanskelig del af det danske fællesskab.

Togene kører ikke til tiden. Patienterne må vente. Kommunerne skal skære. Politiet mangler ressourcer.

Og lærerne? De blev tøjlet med et lovindgreb og tvungne arbejdstidsregler ved lockouten i 2013. 5 år med regler, som ikke er aftalt mellem arbejdsgivere og lønmodtagere men vedtaget af folketinget.

Det kan man ikke ligefrem kalde den danske model.

DET VÆRSTE VED TIDENS SYN på den offentlige sektor er ikke sproget, kulturen eller tidsåndens akademiske liderlighed efter at gøre det offentlige til en forretningsmodel. Det værste er respektløsheden og mistroen.

Er fastfrysningen af skatterne vigtigere end ordentlig service og arbejdsvilkår?

Hvorfor er der ikke sammenhæng mellem politikernes løfter til borgerne og bevillingerne, der skal indfri dem?

Og – hvis der kommer en overenskomst, der giver ansatte i stat, region og kommuner en andel af de aktuelle gode tider med vækst og drømme om skattelettelser – skal de ansatte så selv betale regningen med procentuelle nedskæringer og fyringer?

DEN DANSKE MODEL virker dårligt på det offentlige arbejdsmarked. Den mangler grundlæggende den tillid mellem parterne, som kendetegner det private, hvor man uden voldsomme arbejdskampe de sidste ti år både har formået at give lønmodtagerne en del af kagen og arbejdsgiverne profitter som aldrig før.

 Der er lagt op til konflikt i det offentlige. En konflikt der ikke kunne undgås.