Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
NATTEN MELLEM MANDAG OG TIRSDAG var jeg ved at få en røvfuld for første gang i min karriere. Jeg speedede mig ud af den - og kunne jo også bare have holdt min forbandede kæft, da en kunde på en af døgn-tankstationerne på Amager overfusede en ung, kvindelig ansat.
Detaljerne om den meget ubehagelig episode får du senere i bloggen!
Jeg er en gammel knark, der bare kan forsvinde på fire hjul, så jeg får næppe traumer af denne oplevelse. Men det er opførslen mod den unge service-medarbejder, der gør mig vred.
Og de aggressioner kolleger og andre, som arbejder menneskekontakt, oplever. Den afgrundsdybe afstand mellem verdens lykkeligste og et af de rigeste folk - og så disrespekten fra andre mennesker, der bare vil have tilfredsstillet deres behov NU. De der bare vil af med vreden NU!
Det handler unægteligt oftest om mænd!
Derfor kan jeg heller ikke deltage i mænds klynkerier i rystelserne efter #metoo kampagnen. Der er noget umandigt over især de yngre mænds angst for at få taget deres maskulinitet fra dem. Nu er DE pludselig ofre, fordi der i kølvandet af kampagnen mod seksuelle overgreb ryger nogle finker af panden i kønsdebatten.
DER ER MÅSKE NOGLE KVINDER, DER HAR FEJLET. Nogle mødre, der har pussenusset så meget om deres forkælede sønner, at det første de voksne knægte tænker, når kanonernes vendes mod deres køn som et hèle: ”Moaaaaar, pigerne driller …….”
I mit univers hører maskulinitet og robusthed ellers hjemme i samme skuffe.
Overgrebene - og ikke mindst de snigende - er en realitet.
Jeg oplevede det en nattetime på Nørrebro i efteråret, hvor en meget mut, ung kvinde satte sig ind – på forsædet af taxien. Den plads er ofte et signal om tryghed - eller bare at ville snakke.
- Lorte-aften?, spurgte jeg og kiggede på hende som en far eller onkel. Så begyndte hun at græde i en cocktail af angst og flovhed.
Det var den sædvanlige overgrebshistorie og historien om at ”gå for langt” efter en bytur med alkohol og flirt. Hun møder den nærværende, snaksalige fyr. De bliver enige om at gå hjem til ham. Så skal de hygge sig, men hun må melde fra midt i forspillet. Detaljerne sparede hun mig for, men der var en eller anden voldsomhed, som hun slet ikke kunne klare.
Den afvisning kan et handyr ikke klare. Han vender på en tallerken og bliver rasende. Hun har brudt kontrakten om sex, og hun vælger at flygte ud på og barrikadere sig på toilettet.
Historien endte godt – men nu sidder hun og græder ud hos onkel Taxamand. I nogle øjeblikke var jeg ved at overveje, om sagen var så alvorlig, at jeg skulle køre hende på politistationen.
Et snapshot af en tabt anstændighed i frigørelsens navn: Hun har sagt ja til at gå med hjem og kysse, - så har hun sgu bare at gå hele vejen fra et kys til et voldsomt knald!
En reptil-logik kaster en skygge over hele mandekønnet.
MANDAG NAT stødte jeg så selv på sådan en Orangutang-typen - snehvid dansker. En flyttemand, som ikke kunne få tanket sin lastvogn op på døgntanken. Jeg kunne heller ikke købe en kop kaffe med kreditkort – hele betalingssystemet var gået ned.
Det kunne manden med lastbilen bare ikke acceptere. Mellem standerne stod flyttevogn med fed reklame i tekst og logo, - mens han svinede servicemedarbejderen til.
- Du må sgu da ku’ gøre noget, for helvede! Så ring dog til din chef! Hvad vil du ha’ jeg ska’ gøre?
Indtil da holdt jeg min kæft og luskede ud efter kontanter. Da jeg kom tilbage var flyttemanden efterhånden ved at eksplodere, mens servicemedarbejderen var både rolig og kold. Den rasende kunde går hovedrystende og mumlende ud af butikken. Men han når at hæve stemmen hørbart lige inden han går ud.
- Din fucking møgluder!
Jeg hører det også – og kan ikke holde min kæft.
- Så stopper du, - eller noget i den retning flyver ud af min mund, mens jeg er på vej ud af butikken. Ret rystet og noget nervøs, må jeg indrømme. Jeg passerer ham i døråbningen, hvor han vælger at stå så centimeter-tæt på mig, at jeg givetvis havde fået en på hovedet, hvis jeg var stoppet op. Det var bare et spørgsmål om en forkert bevægelse
Hans ordforråd er ret enkelt:
- Din fucking taxi-luder, hvisler manden højt.
Groft - og uendeligt primitivt.
Jeg sætter mig ind i taxien, tager min mobil frem for at fotografere hans lastvogn. Jeg vil skrive til hans firma. Jeg hører han kommer løbende og mens jeg speeder op for at køre, når han at flå døren op – men må i farten smække den i igen i.
Gud ske tak og lov, at jeg kører Mercedes!
JEG SKULLE NOK IKKE have blandet mig – det er ikke klogt ifølge mit korte kursus i konflikthåndtering.
Størst af alt er min vrede overfor hans behandling af den unge, kvindelige servicemedarbejder.
Og jeg ved, at det finder sted ved kasseapparater, på sygehuse, socialkontorer – i taxier.
Den dårlige opførsel og den truende adfærd!
Det er selvfølgelig historien om den dårlige opvækst og de svigtede drengebørn.
Men indimellem drømmer jeg bare om noget af den klassiske opdragelse, som min generation af forældre har haft så travlt med at lægge afstand til.
Anstændighed – det er der, det starter!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.